Aarhus By

Ni mænd får 41 års fængsel for omfattende NemID-svindel

Foto: Østjyllands Politi

Der blev uddelt mere end 41 års fængsel, da ni mænd torsdag blev dømt i Retten i Aarhus for at have svindlet for et stort millionbeløb ved at have misbrugt adskillige borgeres NemID.

De dømte havde forskellige roller i det kriminelle netværk, der blandt andet installerede såkaldte keyloggere på offentligt tilgængelige computere på en række danske biblioteker. Keyloggerne er i stand til at registrere, hvad der bliver skrevet på tastaturet, og på den måde fik netværket fat i besøgendes personlige oplysninger såsom login, koder m.m. 

Oplysningerne blev brugt til at holde øje med antallet af NemID-nøgler, og når de nye nøglekort ankom, stod personer fra netværket klar til at fiske kortene op af postkassen. Herefter misbrugte de borgernes NemID til at købe varer, optage lån, sælge aktier og tømme de forurettedes bankkonti. I flere tilfælde gjorde de kriminelle brug af ”mulddyr”, som lagde konto til, indtil pengene blev hævet. 

Det var i forbindelse med efterforskningen af sådanne mulddyrs-aktiviteter, at politiet i 2020 kom på sporet af netværket, og i juni 2020 blev 11 personer anholdt i en koordineret aktion på tværs af landet – bl.a. i Odense, København og Aarhus. 

Omfattende materiale i sagen

To af de anholdte har allerede fået dom i sagen, mens de ni andre først fik dom torsdag i en retssag, der har strakt sig over adskillige dage på grund af et omfattende materiale og mange vidneafhøringer. 

”Det er vel nok den hidtil største sag af sin art i Danmark, og der er foretaget et kæmpestort efterforskningsarbejde med aflytninger, observationer, afhøringer og undersøgelser af særdeles mange digitale og tekniske spor. Og retten vurderede altså, at der var ført bevis for, at de tiltalte alle var en del af et organiseret kriminelt netværk, som stod bag det meget omfattende antal databedragerier”, siger specialanklager Jacob Gents fra NSK Vest. 

”Der var et tydeligt hierarki i gruppen, og de dømte havde forskellige roller og blev dømt for forskellige forhold, og det fik selvfølgelig betydning for straffens længde. Den her type kriminalitet er gået udover mange uskyldige borgere og undergraver tilliden til NemID, så vi er tilfredse med, at både bagmænd, håndlangere og de, der har spillet lidt mindre roller, nu er idømt længere fængselsstraffe,” siger Jacob Gents.

Sådan fordelte dommene sig:

De ni mænd blev dømt på følgende vis: 

En 28-årig mand og en 26-årig mand, som blev vurderet til at være bagmændene i sagen, blev idømt henholdsvis 8 års fængsel og 6 års fængsel. 

En 24-årig mand og en 23-årig mand, som begge blev vurderet til at have centrale og ledende roller, blev hver idømt 5 år og 6 måneders fængsel. 

En 21-årig mand, som blev vurderet til at have en mindre rolle men samtidig blev dømt for flere forhold vedrørende vold, røveri og trusler, blev idømt 4 års fængsel. 

En 32-årig mand, som blev vurderet til at have en mellemrolle, blev idømt 3 år og 3 måneders fængsel som tillægsstraf til en tidligere dom for lignende kriminalitet.

To 20-årige mænd og en 21-årig mand, som alle blev vurderet til at have mindre roller, blev hver idømt 3 års fængsel. 

Kommentarer