Aarhus By

Nøj, det’ for børn: Superhelte-jazz og fan-jazz-tisk trommerejse

Lørdag den 9. juni er der tegneseriejazz på det fine gamle teater Helsingør Theater i Den Gl. By. General Awesome spiller kapow jazz og tegneserietegneren Anders Frank livetegner på scene imens. Foto: Tim Alexander Stojanovic

Jazzmusik kan i den grad også være børnemusik. Tænk bare på Kaj og Andrea og Jullerup Færgeby. Under Aarhus Jazz Festival er der rig mulighed for at tage børnene i hånden og opleve legesyge koncerter i børnehøjde. 

Admiral Awesome forvandler det fine Helsingør Theater til en superheltekulisse i deres koncert lørdag den 9. juli kl 14. Den musikalske trio består af Jacob Danielsen på saxofon, Thomas Sejthen på bas og Christian Windfeld på trommer. Mens tegneren Anders Frank tegner historien om Admiral Awesome på storskærm spiller trioen rigtig “kapow-jazz”. Det er en energifyldt, legesyg og eksplosiv cocktail af finurlige kompositioner og fri improvisation. Børnene inddrages i Kapow-universet og får lov til at byde ind med idéer til næste skridt i superheltefortællingen, mens musikken kører derudad. Koncerten er for børn og barnlige sjæle fra 6 år og op.

Fra jungletrommer til New Yorks asfaltjungle

I de samme smukke historiske rammer er der også mulighed for at tage børnene med på en fan-JAZZ-tisk trommerejse sammen med Caper Mikkelsens og hans Dejlige jazzband tirsdag den 12. juli. Hvor kommer trommerne egentlig fra? Hvordan blev de til et trommesæt? Må man slå på trommer i en biograf? Eller i en kirke? – Og hvad har det egentlig med jazz at gøre?

En FanJAZZtisk Trommerejse er en musikalsk mættet koncertforestilling, der fortæller trommernes og jazzmusikkens historie fra Afrikas savanne til New Yorks asfaltjungle. Koncerten byder på et overflødighedshorn af musik lige fra junglebogen og bedrøvet blues til hæsblæsende swingmusik. Casper Mikkelsen spiller tromme og fortæller, mens Jan Harbeck spiller saxofon og Kjeld Lauritsen orgel. De tre har i de seneste år spillet over 200 koncerter sammen.

“Der er en uformel stemning til børnejazzkoncerterne, så der er plads til at være familie og plads til at være børn. Her oplever børn, at musik kan være noget, der sker her og nu med levende mennesker på scenen,” siger daglig leder af Aarhus Jazz Festival Marie Nyeng.

“Jazzmusikken er lig med improvisation og leg, og derfor er jazzmusikere gode til at præsentere børn for en anderledes og spændende indgang til det at spille og opleve musik. Musikerne leger og opfinder på scenen, mens de spiller. Det gør børnejazzkoncerterne til noget helt særligt for børnene og deres voksne,” siger Gorm Askjær, kunstnerisk leder for Aarhus Jazz Festival.

Ud over koncerterne i det historiske Helsingør Theater, hvor man sidder i teatersæder fra 1814 har en række af festivalens andre arrangører også børnejazz.

Børnejazz på rejse

Sekretariatet på Aarhus Jazz Festival er meget glade for, at flere arrangører end vi har set tidligere i år holder børnejazzkoncerter.

Jazztømmerflåden sender fire musikere ud på Instrumentskibet på Flemming Bamse Jørgensens plads søndag den 10. juli. Her er alle børn inviteret med ombord på en interaktiv oplevelse, der både indeholder musik, fantasi, leg og dans. https://jazzfest.dk/artist.php?l=da&id=4908 Jazztømmerflåden tager også børnene med på en musikalsk tur over Atlanderhavet med Trypical Cumbia. https://jazzfest.dk/artist.php?l=da&id=4905

Begge koncerter har gratis entré

I CityVest inviterer Bazarjazz også familier med ud på jazz-rejse med koncerten Jorden Rundt med Malene Kjærgård mandag den 11. juli kl. 14: jazzfest.dk/artist.php?l=da&id=4744

Samme dag kl. 16 trommer og danser kvartetten Africaba sig sammen med publikum igennem eventyret om, hvordan den smukke men dovne leopard fik sine pletter: jazzfest.dk/artist.php?l=da&id=4905

Endelig kan de allermindste også fornøje sig med Sangskattekisten på Aarhus Hostel onsdag den 13. juli: jazzfest.dk/artist.php?l=da&id=4565

Kommentarer