NorthSide bliver første danske festival med 100 procent grøn strøm
I fremtiden bliver Danmarks mest bæredygtige festival, NorthSide, endnu mere klimavenlig ved at være den første festival i sin størrelse, der baserer sig 100 procent på grøn strøm fra elnettet. Det er en banebrydende milepæl, som forhåbentlig vil inspirere globalt, udtaler Martin Thim, Sustainability & Partner Manager hos NorthSide.
NorthSide har igennem årene konstant arbejdet på at styrke sin grønne profil med initiativer som affaldssortering, ressourcegenanvendelse, grøn transport og nedbringelse af plastikforbrug. Nu skærpes bæredygtigheden på festivalen yderligere – og ganske markant – via et banebrydende tiltag, som gør det muligt udelukkende at bruge grøn strøm fra elnettet, når NorthSide bliver afviklet fremover.
– Vi har armene helt oppe over, at det er lykkedes, for det er skelsættende i branchen. Bortset fra vores norske søsterfestival Øya, der er halvt så stor som NorthSide, er der ikke andre festivaler, der tilgodeser klima og miljø ved udelukkende at bruge grøn strøm fra el-nettet. Og vi er, så vidt vi ved, den første festival i vores størrelse til at gøre det. Vi er superstolte over at gå forrest i branchen, og det lever op til vores ambition om, at NorthSide skal være den mest bæredygtige festival i verden og en inspirationskilde for festivaler og aktører globalt, siger Martin Thim, Sustainability & Partner Manager hos NorthSide.
Frontløber i branchen
Det er Aarhus Kommunes Klimafond, som har fundet midlerne til at etablere en elforsyning i Eskelunden, som giver adgang til alt den strøm, der skal bruges til at afvikle NorthSide på eventpladsen. Det betyder samtidig, at strømforsyningen er tilgængelig for alle kommende events i Eskelunden, der er tiltænkt alt fra kultur- og motionsarrangementer til store enkeltstående koncerter – og naturligvis NorthSide.
– Vi er begejstrede for, at Aarhus Kommune har været lydhør over for, hvor stort det er at kunne tilbyde grøn strøm på eventpladsen. I runde tal kommer NorthSide til at forbedre CO2-regnskabet med minimum 88 tons CO2 pr. år, når vi afvikler festival i fremtiden. Det er i sig selv en kæmpe, bæredygtig sejr, men det giver også grobund for at arbejde med nye energieffektive tiltag. Det kan for eksempel være i form af udskiftning af gas i madboderne. Vi får også mulighed for at indgå i nye samarbejder, der baserer sig på bæredygtige, innovative løsninger, siger Martin Thim og fortsætter:
– Hvis vi som samfund og verden skal eksistere i det lange løb, må vi alle tage et ansvar på os. Derfor er vi stolte over at gå forrest – og vi er glade for, at Aarhus Kommune også ser bæredygtig afvikling af events i Eskelunden som et relevant bidrag til kommunens ambition om CO2-neutralitet i 2030.
NorthSide bliver afviklet den 3.-5. juni 2021. Læs mere her.
Fakta om grøn strøm på NorthSide
Aarhus Kommunes Klimafond har bevilliget 2,1 mio. kr. til færdigetableringen af elforsyning i Eskelunden, hvor NorthSide bliver afviklet fremadrettet.
Det omfatter etablering af yderligere 1.725 ampere strøm samt projektering og omprojektering af eltavler.
Eskelunden er udviklet med støtte fra Salling Fonden og tiltænkt alt fra kultur- og motionsarrangementer til store enkeltstående koncerter – og naturligvis NorthSide.
Opgraderingen betyder, at NorthSide fremover bliver baseret 100 pct. på grøn strøm.
Initiativet er banebrydende i branchen og et vigtigt skridt i NorthSides grønne omstilling, som blandt andet også har inkluderet affaldssortering, ressourcegenanvendelse, grøn transport og nedbringelse af plasticforbrug.
Kommentarer