Livsstil og forbrug

Nu kan østjyderne skrive Aarhus-Milano på bordingkortet

Hvis der skal stå Milano på boardingkortet, kan du flyve direkte fra Aarhus Airport fra den 1. november. Det er flyselskabet Ryanair, der starter en helt ny rute til den norditalienske storby. Foto: Olena Z/Shutterstock.com.

Ryanair åbner endnu en ny flyrute fra Aarhus Airport. Denne gang går turen til Norditaliens modemetropol, Milano. Flyruten går i luften fra den østjyske lufthavn den 1. november 2021.

Ryanair åbner endnu en ny flyrute fra Aarhus Airport. Denne gang går turen til Norditaliens modemetropol, Milano. Flyruten går i luften fra den østjyske lufthavn den 1. november 2021.

”Aarhus-Milano er en drømmerute. Milano er nærmest indbegrebet af en citybreak-destination med et rigt kulturliv, en fantastisk bar- og restaurantscene, ypperlige shopping-muligheder og italiensk charme i metermål. Samtidig er Milano Italiens forretningsmæssige og økonomiske knudepunkt, så ruten er også meget relevant for forretningsrejsende. Vi er utroligt glade for, at Ryanair vælger at gå på vingerne med en så attraktiv rute fra Aarhus Airport,” siger Nicolai Krøyer, som er administrerende direktør i Aarhus Airport.

Der er store forventninger til, at trafikken kommer til at glide som smurt i begge retninger. Den italienske afdeling i VisitDenmark, som har hovedsæde i netop Milano, har igennem de seneste år satset stort på at gøre norditalienerne bekendte med Danmarks næststørste by.

”Vi har de seneste år sat ekstra fokus på Aarhus og omegn som rejsemål på det italienske marked, og vi har noteret en stor interesse fra Italienerne for at opleve Danmarks Second City. Aarhus har så meget at byde på inden for kultur, kunst, historie, natur, gastronomi og i høj grad den danske livsstil, som italienerne er vilde med. Nu er der en direkte rute til Aarhus med det største flyselskab i Italien, og det er en rigtig god anledning til at øge indsatsen for at bringe de højtforbrugende italienere til Smilets by”, siger Ghita Scharling Sørensen, som er markedschef hos VisitDenmark i Italien og Frankrig.

Udover at stå på mange danskeres favoritliste over storbydestinationer, er Milano også værtsby for et hav af internationale konferencer, events og messer, knudepunkt for alverdens krydstogtrederier, og i baghaven ligger et af Italiens bedste vinområder, Piemonte. Samtidig lokker de italienske alper med tusindvis af piste-kilometer og de norditalienske søer Lago di Como og Lago di Lugano blot få timers kørsel fra lufthavnen.

Ryanair flyver fra den 1. november til Milanos internationale lufthavn Malpensa, der har en særdeles smidig infrastruktur til byens centrum via tog, bil og bus. Der er afgang fra Aarhus hver fredag kl. 9.20 med ankomst i Milano kl. 11.25 samt hver mandag kl. 10.30 fra Aarhus med ankomst i Milano kl. 12.35. Flyvetiden er således godt to timer, og billetpriserne starter helt nede fra 249,00 kroner.

Kommentarer