Samfund

Nu kan plejehjemsbeboere få besøg uden corona-frygt

En ny type besøgsstue skal give plejehjemsbeboere bedre muligheder for at få besøg af familie og venner. Foto: PR.

En ny type besøgsstue skal give plejehjemsbeboere bedre muligheder for at få besøg af familie og venner. Boxit står bag konceptet, hvor beboere og pårørende kan mødes i hyggelige omgivelser.

Isolation fra omverdenen og dertilhørende ensomhed. Konsekvenserne af et nedlukket samfund er væsentlige. Ikke mindst på plejehjemmene, hvor beboerne i høj grad har lidt afsavn til deres nærmeste. Selvom de er blandt de første, der får tilbuddet, er der fortsat mange ældre på de danske plejehjem, som af den ene eller anden årsag ikke bliver vaccineret. Det har fået Boxit, som har specialiseret sig i at specialdesigne containere efter behov, til at gå ind i kampen mod ensomheden og udvikle en sikker besøgsstue i en 10 fods container.

– Vi har indrettet containerne, så de er opdelt af en gennemsigtig akrylglasplade, og med en bred indgang og rampe i hver ende kan kørestolsbrugere nemt komme ind. Der er et bord i midten af rummet på begge sider af pladen, så man får følelsen af at være tæt på hinanden, og over et professionelt højttaleranlæg kan man sidde og snakke sammen frit ud i rummet, siger Kim Halvorsen, der er erhvervssælger hos BOXIT, og understreger:

– Det er muligt at indrette containeren som en hyggelig stue, med for eksempel billeder på væggene og blomster på bordet. Først og fremmest skaber besøgscontainerne dog en fuldstændig sikker mulighed for, at de ældre kan mødes med deres pårørende uden risiko for at overføre smitte.

Fleksibel løsning for plejehjem

Udvendigt er der også kræset for detaljen. Der er monteret træværk og rionet, så containeren er let at dekorere med for eksempel en slyngplante eller altankasser. For at skabe en hyggelig atmosfære i besøgsstuen, er det muligt med farver på væggene, lyspendler som hænger fra loftet, og eksempelvis trælignende vinyl på gulvet. For god akustik er loftet af Troldtekt.

– Vi har gjort det hyggeligt, så man ikke skal sidde i et sterilt miljø, der nemt skaber en trist stemning. Og for at gøre det så fleksibelt som muligt for de plejehjem, der kunne være interesserede i vores løsning, kan man både leje en besøgsstue i en begrænset periode, og man kan få en købsoption, så man kan købe den billigere efter man har lejet, hvis det har interesse, fortæller Kim Halvorsen.

Besøgscontaineren kan nemt omdannes til en mindre havestue og integreres i et havemiljø, når COVID-19 er ovre.

Rørende gensyn

Indtil videre har Boxit indrettet 12 containere som besøgsstuer til plejehjem. Her kan de også gøre en forskel for beboerne og deres familier og venner, når influenzasæsonen indtræffer eller i forbindelse med andre smitsomme sygdomme.

– Vi er jo vant til at hjælpe vores kunder ved at tilpasse vores containere efter deres behov, men det er noget helt særligt at hjælpe beboerne på plejehjem til det nærvær, de higer efter. Da vi leverede det første eksemplar, så vi en mand, der igen kunne se hans hustru, som han havde været afskåret fra i halvanden måned – det var altså rørende, siger Kim Halvorsen.

Kommentarer