Ny digital platform tager undervisningen ud til havet
Onsdag den 24. marts blev en ny digital undervisningsplatform lanceret, med navnet ”Havet i Skolen”. Platformen samler alt relevant undervisningsmateriale fra mange forskellige aktører i Danmark og gør det nemt for lærere og elever at finde brugbart materiale om havet.
Selv om vi alle kun har højst 50 kilometer til havet, er livet under havets overflade stadig en ukendt verden for de fleste danskere. Flere akvarier, museer, naturvejledere og formidlingsprojekter har udviklet spændende og oplysende materiale, der giver os en bedre indsigt i en skjult verden. Men den megen viden ligger spredt på en række forskellige hjemmesider. Nu giver en helt ny platform nem og direkte adgang til alt det spændende materiale.
En vild jungle
Vores fjorde og kystnære områder er et af Danmarks vigtigste økosystemer, men vi lærer meget lidt om denne guldgruppe af liv gennem vores skolegang.
Vi bliver alle inspirerede, når vi på landets flotte akvarier oplever de mange forskelligartede organismer, der lever i vores hav og får et indblik i, hvordan planter, dyr, alger og bakterier lever sammen for at skabe en balance i havet. Men det kan være svært at tage emnet om i skolen.
”Det er svært at finde rundt i det ellers brugbare undervisningsmateriale, der ligger på nettet og ofte har vi ikke tid til at besøge mange forskellige hjemmesider for at strikke noget undervisningsmateriale sammen,” fortæller Tommy M. Rasmussen, lærer på Trekronerskolen i Roskilde og naturfagskoordinator i Roskilde Kommune, der hilser den nye platform meget velkommen.
”Med platformen ’Havet i Skolen’ ønsker vi netop at give lærer og elever en nem og direkte indgang til alt det gode materiale, der ligger rundt omkring hos de mange forskellige aktører,” fortæller marinbiolog Mads Bendixen fra projekt Hovedet i Havet, Aarhus Universitet, der har været tovholder bag oprettelsen af platformen.
Platformen kan tilgås via linket her.
Havet på skoleskemaet
Målet er, at alt det gode undervisningsmateriale, der er udbudt af Danmarks førende formidlings- og undervisningsinstitutioner, gør det lettere at dykke ned under havets overflade og dermed opleve kysten og havet på nærmeste hold.
På hjemmesiden kan elever og lærer finde inspiration, videoer, links til skoletjenester og hele undervisningsforløb. Siden gør det muligt, at arbejde med havet også selvom man er bor midt i landet. Materialet er egnet til ekskursioner, hjemmeundervisning eller begge dele.
”Vi vil gerne sætte havet på skoleskemaet i den danske grundskole og gennem kommunernes naturfagsstrategier. Det er vigtigt, at landets kommende borgere tager ansvar for en naturtype, som vi mennesker påvirker i stor udstrækning,” forklarer Signe Brokjær fra projekt Hovedet i Havet.
”Vi vil, kort sagt, være med til at pirre nysgerrigheden og tænde gnisten for havets natur hos børn og unge,” siger Signe Brokjær.
Fakta
- Platformen ’Havet i Skolen’ er udviklet på baggrund af input fra Det Marine Netværk, der omfatter stort set alle institutioner, der arbejder med formidling af havet i Danmark. Platformen åbner under BigBang-konferencen onsdag d. 24. marts kl 11:00.
- Projekt Hovedet i Havet, Aarhus Universitet har stået i spidsen for at udarbejde platformen ’Havet i Skolen’. Projektet, der er støttet af Nordea-fonden, underviser en række skolebørn om livet i havet dels ude på skolerne, dels ombord på både og dels ved strandkanten. Den direkte undervisning indarbejdes i længevarende undervisningsforløb for de pågældende kasser.
Kommentarer