Ny institutleder for mekanik og produktion på Aarhus Universitet
Den grønne omstilling, digitalisering og industri 4.0 er alle nøgleord for industriens fremtid i både ind- og udland. Samtidig er det sigtet for Aarhus Universitets nye institutleder for Institut for Mekanik og Produktion, Anders Brandt, der vægter forskning, udvikling og erhvervssamarbejde højt.
Mekanik og produktion er indbegrebet af ingeniørvidenskab, hvor dyb teknisk indsigt, klassisk naturvidenskab og materialevidenskab kobles for at opfinde nyt og finde nye løsninger på samfundets mange problemer. Det er her, kimene lægges til fremtidens grønne løsninger på de store udfordringer, verden står over for.
Med sit nye Institut for Mekanik og Produktion, vil Aarhus Universitet styrke sine ingeniørvidenskabelige forsknings- og uddannelsesaktiviteter på området til gavn for hele samfundet. Målet er at være internationalt ledende på området. Nu har Instituttet fået sin institutleder, Anders Brandt, der kommer fra en stilling som vicesektionsleder på Syddansk Universitet.
”Aarhus Universitet har gang i en meget spændende ingeniørsatsning, som kommer til at få stor betydning for det omkringliggende samfund, og jeg glæder mig over at se, hvordan mekanik og produktion er i fokus. For mig er det vigtigt, at vi som forskere og uddannelsesinstitution gør vores yderste for at bidrage til samfundet og omverden, og derfor ser jeg samarbejdet med universitetet som et stærkt udgangspunkt. Jeg ser frem til at komme i gang med arbejdet,” siger Anders Brandt.
God arbejdskultur er alfa omega
Anders Brandt er uddannet elektronikingeniør fra Chalmers Tekniske Højskole i Göteborg i 1986, hvor han ligeledes tog sin ph.d. inden for medicinsk elektronik.
Han kommer fra en stilling som professor og vicesektionsleder på SDU Mechanical Engineering, hvor han har været ansat siden 2009. Først som lektor gennem elleve år, hvor han etablerede en større forskningsgruppe inden for strukturel dynamik, og siden som professor og vicesektionsleder fra 2019.
”Det er en stor fornøjelse for mig at motivere og stimulere kolleger i deres forskning og projektarbejder. En god arbejdskultur er alfa omega for, at alle medarbejdere fungerer sammen, og jeg ser frem til at udvikle den nye organisation på Aarhus Universitet,” siger han.
Selvom Anders Brandt har været ansat som lektor og professor på SDU i over 10 år, har han slået sine folder i industrien, længe før den akademiske verden trak. Efter sin ph.d. arbejdede han ved flere forskellige softwarevirksomheder i Sverige i sammenlagt 20 år. Han startede hos LMS Scandinavia i Sverige i 1989 umiddelbart efter sin ph.d. og fortsatte til Measurement Systems Scandinavia i 1992.
I 1996 var han medstifter af virksomheden Axiom EduTech, hvor han fungerede som administrerende direktør indtil 2008. Og ved siden af sit virke i industrien og i den akademiske verden har Anders Brandt siddet med i lang række videnskabelige komitéer og bestyrelser.
Fantastisk idérigdom
Når han i dag som institutleder for Institut for Mekanik og Produktion skal sætte fingeren på, hvad der er vigtigt som universitet at fokusere på, er svaret klart:
”Verden er under en grøn forandring, og industrierne kæmper for at følge med. Der er store udtalte og uudtalte behov for teknologiske landvindinger inden for både de digitale dele af industrien og i den grønne omstilling, som er vigtige områder at forankre vores forskning i. Og lige så vigtigt er det med gode samarbejder med erhvervslivet, hvor vi kan bidrage med nyeste forskning, og erhvervslivet kan bidrage med reelle problemstillinger til vores uddannelser. Vores studerende er noget af det vigtigste, vi kan bidrage med, og det er vigtigt, at de er på forkant med de tekniske problemstillinger, virkeligheden slås med i dag,” siger han.
Og så vil han gerne slå et slag for iværksætteriet:
”Der findes en fantastisk idérigdom på ingeniørfaglige institutter, og jeg vil kæmpe for, at nogle af alle disse idéer bliver til virkelighed. Det er noget, vi har arbejdet meget med på SDU, og den kultur håber jeg at videreføre til Aarhus.”
Anders Brandt tiltræder som institutleder for Institut for Mekanik og Produktion ved Aarhus Universitet den 1. marts 2021.
Om Anders Brandt
Anders Brandt er født og opvokset i Malmö i Sverige.
Han har en søn, som studerer i Holland.
I sin fritid dyrker han sejlads og sportsfiskeri, og så går han på jagt. Han har ligeledes en stor interesse for klassisk musik.
Kommentarer