Kultur

Nye forestillinger om verden i Aarhus!

Foto: Aarhus Teater

Teaterdirektør Trine Holm Thomsen har endelig løftet sløret for, hvad publikum kan opleve på Aarhus Teater i sæson 2022/23 – og billetsalget er startet!

“Vi lever i en brydningstid, hvor verden er i hastig forandring med krig, pandemi, klima, nye kønsroller og kamp mellem forskellige værdier og verdenssyn. Spillereglerne ændrer sig for, hvordan vi er til i verden. Det kan være skræmmende, fordi vi skal agere på nye måder. Vi er nødt til at se os selv og hinanden på ny. Og her giver teatret os et enestående og unikt rum for refleksion over vores tid og eksistens. Scenekunsten bringer os sammen på både velkendte og nye måder, ” lyder det fra teaterdirektør Trine Holm Thomsen.

Teaterdirektøren har præsenteret repertoiret for den kommende sæson, der byder på i alt 17 egen- og samproduktioner fordelt på vores fire scener og ude i byrummet. Det er tre flere end i den forgangne sæson. Herudover kan publikum opleve fem gæstespil og en række forestillinger i den internationale teaterfestival, ILT23, der blandt andet finder sted på Aarhus Teater.

“Coronaen gjorde et kraftigt indhug i rækken af forestillinger, der skulle have haft et publikum de seneste to år. Men vi er rigtigt glade for, at det er lykkedes at bringe en del af de aflyste forestillinger til live i den nye sæson, dvs. Dracula, Leonora Christina – Sandhedens Dronning og Til de lyse morgener. Samtidig kan endnu flere glæde sig til at se eller gense A Clockwork Orange og Girls & Boys, der spillede få gange, før vi atter måtte lukke ned på grund af Covid-19,” siger Trine Holm Thomsen.

Sæson 2022/23 er helt særlig for dansk teater. Det er nemlig 300 år siden, man for første gang kunne opleve teater på dansk på en dansk scene. På Aarhus Teater fejrer de dansk teaters store jubilæum med at genopsætte Reumert-vinderen Erasmus Montanus, en af de mest roste klassikeropsætninger i mange år.

“Vi skaber altid gerne scenekunst i kreativt fællesskab med andre. I denne sæson er vi stolte af vores samarbejde med Odense Teater om Et Juleeventyr, Den Jyske Opera om Dracula, Oslo Nye Teater om EVITA og Holstebro Dansekompagni om Traum og EVITA. Med vores faste samarbejdspartner Sort/Hvid producerer vi Museum for fremtiden, og vi præsenterer Cirkus Jul sammen med Saxo og Muskelsvindfonden. Gennem vores samarbejde med Den Danske Scenekunstskole i Aarhus er vi med til at udvikle de nye talenter. Dels når vi præsenterer nye tekster af de studerende fra linjen for dramatisk skrivekunst i forestillingen Bang, dels når vi producerer afgangsforestillingen PANIC! med de skuespilstuderende. Dertil kommer vores samarbejde med Opgang2 og den internationale ILT Festival, som vi arrangerer sammen med Teatret Svalegangen og Teatret Gruppe 38,” fortæller Trine Holm Thomsen.

Aarhus Teater dyrker også fællesskabet, samtalen og samhørigheden i de mange arrangementer, som udbydes løbende i sæsonen.

• Over Torvet – samarbejde mellem Aarhus Teater og Aarhus Domkirke

• Forsamlingshuset – mødestedet for levende samtale

• Fællessang og koncerter med Aarhus Teaters Kor

• Tænkepauser LIVE – videnskab, teater og talkshow – samarbejde med Nørrebro Teater

• Korkoncerter og fællessang med Aarhus Teaters Kor

Se de mange kommende arrangementer på Aarhus Teaters hjemmeside.

Kommentarer