Aarhus By

Nye grænser for automatisk nedlukning afværger lukning af Vor Frue Sogn i Aarhus

Foto: Aarhus Kommune

Sundhedsministeriet har meldt ud at grænserne for, hvornår et sogn eller en kommune automatisk skal lukke, er blevet hævet. Med de nye grænser afværges nedlukningen af Vor Frue Sogn i Aarhus.

Grænsen for den testjusterede incidens i kommuner hæves til 500 smittede per 100.000 indbyggere, og grænsen for incidens på sogneniveau hæves til 1000 smittede per 100.000 indbyggere. De øvrige grænser for minimumsantal smittede og positivprocent fastholdes.

De nye grænser betyder, at Vor Frue Sogn i Aarhus ikke lukker ned.

Forvaltningschef og chef for krisestaben, Lise Uhre Pless: Vi er naturligvis glade for, at vi med de nye grænser ikke skal lukke Vor Frue Sogn ned, så vi undgår en nedlukning af blandt andet kulturlivet med fx kunstmuseet ARoS og Musikhuset Aarhus. Derudover kommer vi fortsat til at følge situationen tæt, og har de seneste dage set et lille knæk på kurven i den rigtige retning. Vi håber, at vi nu har set toppen af smittespredningen. Samtidigt glæder vi os over, at vi nu har fået vaccineret en stor andel af befolkningen, så vi på den baggrund får færre alvorlige sygdomsforløb og indlæggelser – hvilket også er vurderingen fra Statens Serum Institut i forhold til at hæve incidensgrænserne.”

Aarhus Kommune opfordrer vedvarende borgere i sognet til at blive testet ved den mindste mistanke om smitte. Der er stor kapacitet i testcentrene i Scandinavian Center Aarhus, Nobelparken og i Aarhus Universitets søauditorie på Bartholins Allé, som alle ligger i umiddelbar nærhed af Vor Frue Sogn. 

Fakta

Med de nye grænser er de gældende kriterier for, hvornår en kommune er forpligtet til at lukke et sogn følgende tre:

  • Incidensen i et sogn overstiger 1000 smittede med COVID-19 pr. 100.000 borgere pr. uge,
  • der er registreret flere end 20 smittetilfælde i alt de sidste syv dage
  • og positivprocenten er på 3,0 procent eller mere.

Nedlukning af et sogn skal ophæves af kommunen, når sognet en uge i træk har været under niveau for ét af ovenstående tre parametre. Det vil sige, at sognet enten har haft en incidens under 1.000 i en uge, har haft 20 eller færre nye smittetilfælde på en uge, eller at positivprocenten er under 3,0 procent i en uge i træk.

Kommentarer