Erhverv

Nye projekter skal sikre Aarhus flere nye internationale medarbejdere

Poul Dalsgaard(tv) og det internationale team hos Erhverv Aarhus. Fremsendt foto.

Indsatsen for mere international arbejdskraft får god start på året: To nye projekter ser dagens lys hos Erhverv Aarhus.

Det skal være nemmere at rekruttere og fastholde international arbejdskraft i Aarhus-regionen. Det er formålet med to nye projekter, som Erhverv Aarhus netop har modtaget midler til – og som erhvervsforeningen glæder sig til at præsentere for det aarhusianske erhvervsliv, fortæller direktør Poul Dalsgaard:

– De to nye projekter fokuserer dels på at øge trivslen og samarbejde på tværs på den internationale arbejdsplads. Og dels på at fastholde internationale datalogistuderende i vores by. Begge initiativer er noget, vi ser et stort behov for i erhvervslivet, og vi ser frem til at få en masse vigtige erfaringer på området, så vi kan hjælpe endnu flere virksomheder med at rekruttere den arbejdskraft, de har brug for.

Netop behovet for mere arbejdskraft er aktuelt én af de største udfordringer for erhvervslivet, viser Erhverv Aarhus’ medlemsundersøgelse fra tidligere på året, ligesom flere prognoser peger på, at udfordringen kun bliver større de kommende år.

Bredt samarbejde bag indsatsen

De to projekter drives i samarbejde med en række andre aktører og styrker dermed samarbejdet på et vigtigt område, påpeger Poul Dalsgaard:

– Som region og by har vi et ønske om at tiltrække og tage godt imod flere internationale kompetencer. Ved at arbejde sammen med andre dygtige aktører, står vi stærkere og har mulighed for at søge fonde, som ofte kræver en større ansøger-gruppe end blot en enkelt aktør. Vi er derfor meget glade for at være med i to fremragende projektgrupper, som vi allerede har igangsat et stærkt samarbejde med.

For begge projekter gælder det, at lokale virksomheder skal engageres. Til projektet, som handler om trivsel på arbejdspladsen, har blandt andre IT-huset Vertica sagt ja tak til at deltage. Og de ser frem til samarbejdet, fortæller IT Project Manager Helle Markmann fra Vertica:

– Vi er gået med i projektet, fordi vi ønsker at skabe et arbejdsmiljø, hvor hver eneste af vores medarbejdere trives og føler sig selvsikre i at udføre sine opgaver. I øjeblikket har 7% af vores dygtige kollegaer et andet modersmål end dansk. Det skaber nogle gange en sprogbarriere i dagligdagen – både for vores internationale kollegaer, der ikke snakker dansk, men også for vores danske kollegaer, der måske ikke er så komfortable i engelsk.

Helle Markmann tilføjer:
– Den barriere kan opstå både i professionelle og mere sociale sammenhænge, og derfor vil vi gerne styrke vores viden om, hvordan vi hjælper hinanden til bedre inklusion i dagligdagen, både sprogligt og kulturelt. Det tror vi, at dette projekt kan hjælpe med.

Også Poul Dalsgaard ser frem til at følge resultaterne:

– Projektmidler som disse giver os mulighed for at gøre endnu mere for vores erhvervsliv. Vi er her for at gøre en forskel for virksomhederne og skabe bedre vilkår for dem. Samtidig er det jo fantastisk, at i projekter som disse, hjælper vi ikke kun virksomhederne, men også de internationale studerende og arbejdstagere. Det er ganske enkelt en win-win, afslutter Poul Dalsgaard.

Fakta om projekterne:

Belong – trivsel på den internationale arbejdsplads
Projektet støttes af Velliv foreningen og kører i både Aarhus og København. Formålet er at hjælpe virksomheder til øget trivsel og bedre samarbejder på tværs af en international medarbejderstab. En række virksomheder tilbydes et trivselsforløb, hvor virksomheden arbejder med værktøjer, der styrker det tværkulturelle samarbejde og trivsel. Partnergruppen består af Copenhagen Capacity, Human House, Dansk Industri og Erhverv Aarhus.

WASP – Work And Study Programme in Computer Science at Aarhus University
Projektet støttes af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og har til formål at hjælpe internationale studerende ind på den nyetablerede erhvervskandidat i datalogi. Optag på erhvervskandidaten kræver et job minimum 25 timer om ugen, og projektet ønsker derfor også at hjælpe de studerende med at finde et sådan job og dermed på sigt skabe større tilknytning til det lokale erhvervsliv. Partnergruppen består af Aarhus Universitet (Computer Science og International Center), Tech Hub Aarhus og Erhverv Aarhus.

Kommentarer