Nyt forskningscenter i Aarhus vil afsløre skyernes hemmeligheder
Et af klimaforskningens store mysterier er skydannelse, og hvad der egentlig sker inde i skyerne. Løsningen på mysteriet kan være uhyre vigtigt for klimaforskningen, og nu vil nyt grundforskningscenter ved Aarhus Universitet finde svar og sætte skyerne under lup.
Hvordan bliver en sky til? Og hvordan påvirker skovens træer, skumtoppe på havet og forbrændingsprocesser skyerne på himlen? Det er nogle af de spørgsmål, professor Merete Bilde ønsker at finde svar på. Hun er netop blevet udvalgt til kontraktforhandlinger med Danmarks Grundforskningsfond om etableringen af Center for Chemistry of Clouds (C3).
Skydannelse er nemlig en af klimaforskningens store mysterier, fortæller professoren, og hvis det lykkes at løse mysteriet, kan det have stor betydning for fremtidens klimaforskning og håndtering af klimakrisen.
”Hvis man vil forstå klimaet og finde løsninger på klimakrisen, så må vi have en bedre forståelse af, hvordan skyer dannes, og hvad der sker inde i skyerne. I dag mangler der en molekylær forståelse af de processer. Når vi får den, kan vi forhåbentlig bidrage til, at klimamodellerne bliver bedre, og på den måde, kan menneskeheden også reagere bedre på klimaforandringerne”, forklarer Merete Bilde.
Molekyler, aerosoler og klima
Globalt dækker skyerne 2/3 af himlen, og de kan kun dannes, hvis der er aerosolpartikler i atmosfæren. Aerosoler er små partikler i luften, og de er forskellige alt efter deres omgivelser. Det betyder, at aerosolpartikler i en granskov er anderledes end partikler over stranden eller i byen for eksempel, og det gør også forskningen mere kompleks. Der er med andre ord ikke bare én opskrift på skyer.
”Vi forsker allerede i aerosoler, men det nye grundforskningscenter gør det muligt for os at kombinere forskellige ekspertiser på området. Det har vi ikke haft samme mulighed for før, og det er en kæmpe chance, at vi kan koncentrere os om forskningen i aerosoler og skyerne”, siger den kommende centerleder.
Merete Bilde har designet og bygget en facilitet til at simulere atmosfæriske processer (AURA-kammeret) i et af laboratorierne på Aarhus Universitet. I kammeret er en stor beholder, hvori forskerne kan ændre temperatur, luftfugtighed og klima for at simulere luften i et bestemt område. I kammeret kan der dannes forskellige slags aerosolpartikler, som kan hives ud af kammeret og analyseres med avanceret udstyr. Det muliggør forståelsen af, hvilken kemisk sammensætning og struktur de har, og hvordan deres overflade ser ud, og dermed under hvilke betingelser de kan bidrage til skydannelse. Eksperimenterne vil blive komplementeret med kvantemekaniske beregninger.
”C3 er et fundamentalt, videnskabeligt center, og nye indsigter i aerosoler på molekylær skala kan give nye metoder, som kan bruges inden for klimaforskning, men formentlig også andre områder, hvor aerosoler er centrale som for eksempel for medicin og materialevidenskab”, forklarer hun.
Internationalt fyrtårn i dansk forskning
Danmarks Grundforskningsfond har inviteret 11 danske topforskere til kontraktforhandlinger om nye centre, og fonden er klar til at investere i alt 625 millioner kroner i centrene, som skal drive banebrydende og nytænkende forskning.
”Vi tror på, at de 11 nye grundforskningscentre vil blive internationale fyrtårne i dansk forskning, at de vil være dagsordensættende og skabe banebrydende resultater på deres felt”, siger professor Jens Kehlet Nørskov, som er formand for Danmarks Grundforskningsfonds bestyrelse.
Fonden er parat til at bevilge op til 59.998.000 kroner til professor Merete Bilde og Center for Chemistry of Clouds.
”Det er fantastisk, at Danmarks Grundforskningsfond tror på centret. Jeg er meget glad for udsigten til, at vi kan koncentrere os om forskningen. Det er et super hold, der står klar til at forske i C3, og jeg tror på, at vi sammen kan komme langt. Det er stort”, siger Merete Bilde med et smil.
Kommentarer