Nyt nordisk samarbejde vil bekæmpe misinformation og fake news
Med støtte fra EU-Kommissionen vil et nystiftet konsortium af forskere og fakta-tjekkere sætte fokus på og modvirke spredningen af falske oplysninger og nyheder i det nordiske medielandskab. DATALAB ved Aarhus Universitet står i spidsen for projektet, der har fået navnet NORDIS.
Hvordan kommer man den stigende mængde af misinformation og spredning af falske nyheder til livs på de digitale og sociale medier?
Det er omdrejningspunktet for et nystiftet konsortium af nordiske forskere og fakta-tjekkere med DATALAB og Aarhus Universitet i spidsen, som over de næste to år vil rette fokus på at forstå, overvåge og ikke mindst modvirke spredningen af misinformation og fake news i det skandinaviske samfundsbillede.
Projektet hedder NORDIS (NORdic observatory for digital media and information DISorder), og det fællesnordiske tiltag med Danmark, Norge, Sverige og Finland som deltagere har netop modtaget en bevilling på over 11 millioner kroner af EU-Kommissionen til det kommende arbejde.
”NORDIS sigter efter at styrke den nationale og regionale infrastruktur for at tackle spredningen af misinformation gennem et tværfagligt og tværsektorielt videnskabsbaseret center på tværs af landene,” siger professor på Aarhus Universitet og leder af DATALAB og NORDIS, Anja Bechmann, om initiativet.
Et problem i vækst
Ifølge hende har konsortiet formuleret en lang række mål for projektet, som blandt andet indebærer at skærpe befolkningens medieforståelse og tilrettelægge oplysningskampagner om spredningen af misinformation, der er skræddersyet til de enkelte lande.
Samtidig håber NORDIS også at kunne bidrage med politiske anbefalinger, som de nordiske lovgivere kan bruge i kampen mod misinformation og fake news. For problemet er i høj grad i vækst, påpeger Anja Bechmann.
”I de digitale rum, og særligt på de sociale medier, spreder misinformation sig hurtigere og længere, end vi hidtil har set. Denne udvikling er blevet intensiveret i de senere år, fordi de sociale medier har øget deres tiltrækning verden over,” forklarer professoren.
”For eksempel har Facebook en høj dækningsgrad og popularitet i særligt i nordiske lande,” tilføjer hun.
Evidensbaseret samarbejde
Ikke desto mindre er Anja Bechmann overbevist om, at NORDIS-projektet vil kunne styrke evnen hos de nordiske deltagerlande til at modstå spredningen af misinformation i det fremtidige medie- og samfundslandskab:
”Ved at forstærke samarbejdet mellem de forskellige lande sørger NORDIS for et stærkt grundlag, som forskere og fakta-tjekkere kan stole på for at håndtere spredningen af misinformation på en evidensbaseret måde. Vi vil udvikle en fælles måde at registrere fakta-tjek, som kommer til at gøre samarbejdet mellem fakta-tjekkerne i de nordiske land lettere, og det vil give forskerne ens data, hvilket vil gøre det lettere at analysere på samlede nordiske data,” forklarer hun.
Konsortiets arbejde vil forhåbentlig også på sigt kunne gavne andre lande uden for Norden, håber professoren.
”Det vil også tillade fakta-tjekkere og forskere at arbejde sammen om større cases i andre lande med lignende medie- og informationslandskaber,” siger Anja Bechmann.
NORDIS består af i alt otte organisationer fra det akademiske og fagpraktiske miljø og inkluderer følgende medlemmer:
Universiteter
– Aarhus University (Danmark)
– University of Bergen (Norge)
– Uppsala University (Sverige)
– Helsinki University (Finland)
Fakta-tjekkere
– Faktisk.no (Norge)
– TjekDet (Danmark)
– Källkritikbyrån (Sverige)
– Faktabaari (Finland)
Kommentarer