Ole Rømer-Observatoriet og Sciencepark i Aarhus er i mål med finansiering
Med ny støtte er der nu fuld finansiering til restaureringen af Ole Rømer-Observatoriet og udviklingen af Sciencepark. Restaureringen bringer bygningen tilbage til sit oprindelige arkitektoniske udtryk, og Sciencepark vil øge de besøgendes muligheder for at opleve naturvidenskaben på tæt hold – dag og nat.
Aarhus får en helt unik formidlingsplatform for naturvidenskaben, beliggende i Kongelunden. Det 110 år gamle Ole Rømer-Observatorium, som hører under Science Museerne, Aarhus Universitet, står foran en større restaurering ude og inde, hvor bygningen skal bringes tilbage til sit oprindelige udtryk.
Bygningen er i sin tid tegnet af den kendte danske arkitekt Anton Rosen, og renoveringen vil foruden at sikre det danske stykke kulturarv også sikre et rekreativt sted i Aarhus, hvorfra man kan formidle astronomihistorie. En del af planen for projektet er netop, at ikke blot det smukke observatorium, men også det naturskønne område omkring observatoriet, skal forvandles til en Sciencepark, hvor gæster og skoleklasser skal kunne opleve naturvidenskab og astronomi både i dagtimerne og i mørket under stjernehimlen. Observatoriet skal desuden gøres mere tilgængeligt for besøgende.
Restaureringen og udviklingen af Ole Rømer-Observatoriet blev oprindeligt støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og den filantropiske forening Realdania med samlet 8,5 mio. kr. i 2021. Med yderligere bevillinger fra hhv. Salling Fondene med 2 mio. kr., Nordea-fonden med 2 mio. kr., Aarhus Kommune med 1 mio. kr. og Aarhus Universitet med 3,5 mio. kr. har projektet nu i 2022 opnået fuld finansiering.
Et stykke Aarhusiansk kulturarv
Visionen for Ole Rømer-Observatoriet er tydeligere at sætte observatoriet på landkortet som et stykke af Aarhus’ og Aarhus Universitets kulturarv og i det hele taget styrke sammenhængskraften med Kongelunden og Aarhus.
Den ikoniske bygning blev opført i 1911 og er tegnet arkitekt Anton Rosen, der også er manden bag andre vigtige danske historiske bygninger fra begyndelsen af 1900-tallet, blandt andet Paladshotellet på Rådhuspladsen i København og bryggeriet Tuborgs tidligere administrationsbygning i Hellerup, Rosenhuset, som i dag er fredet og ejes af Realdania By & Byg.
I dag hører Ole Rømer-Observatoriet under Science Museerne, som også omfatter Steno Museet i Universitetsparken og Væksthusene i Botanisk Have Aarhus samt Herbariet i Universitetsparken. Science Museerne hører under Faculty of Natural Sciences, Aarhus Universitet.
Ole Rømer-Observatoriet og Scienceparken forventes at åbne i sommeren 2023.
Kommentarer