Opdatering: 53-årig mand fundet død i lejlighed
Lørdag morgen blev en 53-årig mand fundet død i en lejlighed på Vilhelm Bergsøes Vej i Aarhus Vest. Østjyllands Politi udelukkede ikke, at manden var blevet dræbt.
Den 41-årige mand, der lørdag kontaktede politiet, fordi han havde fundet sin 53-årige kammerat død, blev tidligt søndag morgen fremstillet i grundlovsforhør sigtet for at have dræbt den 53-årige mand.
”Den foreløbige efterforskning i sagen har bekræftet os i mistanken om, at den 53-årige mand er blevet dræbt, formentlig som følge af stump vold, og vi mener, der er begrundet mistanke om, at den 41-årige mand er gerningsmanden,” siger politiinspektør Michael Kjeldgaard.
Grundlovsforhøret endte med, at den 41-årige mand blev varetægtsfængslet i fire uger. Han kærede ikke kendelsen til landsretten.
Da grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre, har Østjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen.
Kommentarer