Samfund

Optakt til udvidelsen af E45 ved Aarhus: Større vejarbejde går i gang efter weekenden

Trafikanterne kan frem mod sommerferien forvente forlænget rejsetid i perioder, når der udføres belægningsarbejde i midterrabatten og nødsporet langs E45 Aarhus Syd til Nord. Kort: Vejdirektoratet

Vejdirektoratet er i gang med at gøre klar til udvidelsen af motorvej E45 Aarhus S-N, og efter weekenden begynder trafikanterne at blive berørt, når arbejdet rykker helt ud på vejen. Hastigheden sættes ned, og i aften- og nattetimerne lukker et spor i hver retning.

Hvis du er vant til at køre på E45 Østjyske Motorvej, har du nok mærket, at trafikken over de senere år er blevet en del tungere. Og særligt mellem Aarhus S og Aarhus N kan trafikken til tider stå helt stille.

Det skal et ekstra spor i hver retning være med til at afhjælpe, når motorvejen står færdigudbygget om nogle år. Men indtil da må trafikanterne forberede sig på en hel del vejarbejde, og de gener det fører med.

Efter weekenden går Vejdirektoratet i gang med at forstærke midterrabat og nødspor syd for <50> Hørning og op til <46> Hinnerup, så trafikken på sigt kan flyttes rundt i takt med, at vejen skal udvides.

Projektleder Robin Højen Madsen fra Vejdirektoratet udtaler:

– Vi gør vores bedste for at holde motorvejen åben, så de mange tusinde daglige trafikanter kan komme frem. Derfor gennemfører vi en række forberedende arbejde nu, som på sigt vil gøre det muligt at holde sporene åbne, mens vi arbejder på strækningen.

Vejdirektoratet forventer, at arbejdet er færdigt til august i år.

Trafikale konsekvenser

Arbejdet starter op i aften- og nattetimerne fra mandag den 17. april og frem til august 2023.

Hastigheden vil blive sat ned til 50 km/t forbi vejarbejdet i aften- og nattetimerne, hvor Vejdirektoratet også reducerer til et spor i hver retning, mens maskinerne kører på. Vejarbejdet starter ved Aarhus S, og vil pågå over en strækning på cirka fire kilometer ad gangen op mod Aarhus N. Trafikanterne må derfor forvente lidt længere rejsetid i perioder.

I dagtimerne vil der fortsat være to åbne spor i hver retning, og hastigheden bliver sat op til 80 km/t forbi vejarbejdet.

Vejdirektoratet opfordrer trafikanter til at vise hensyn, sænke farten og holde fokus, når de kører ved vejarbejdet. Der er mere at holde øje med, når vejen ikke er, som den plejer – og det gælder også, selvom vejarbejderne er gået hjem.

Information om konkrete vejarbejder og restriktioner for trafikken kan altid ses på Vejdirektoratets trafikkort sammen med øvrige relevante vej- og trafikmeldinger. Læs mere på trafikinfo.dk

Læs mere om udvidelsen af E45 Aarhus S til Aarhus N

Sådan kører du sikkert forbi et vejarbejde

  • Koncentrer dig om din kørsel
  • Vær opmærksom på ændringer på vejen
  • Respekter hastighedsgrænsen
  • Hold afstand til forankørende
  • Hold din vognbane frem til flettepunktet
  • Vær opmærksom på udrykningskøretøjer
Arbejdet starter ved Aarhus S og fortsætter op mod Aarhus N frem mod sommerferien. Foto: Vejdirektoratet

Kommentarer