Optræk til slagsmål – to unge mænd anholdt
Østjyllands Politi fik torsdag kl. 19.20 en anmeldelse om, at 5-6 unge mænd var ved at komme op at slås ved en tankstation ved Randersvej i Aarhus N. Nogle af mændene var ifølge anmeldelsen bevæbnet med baseballbat.
Flere patruljer kørte til stedet, men da de kom frem, var mændene gået. Lidt derfra, på Kastaniegade, opdagede en patrulje tre unge mænd, der begyndte at løbe, da de så politiet. Betjentene satte efter, og det lykkedes at indhente to af dem – en 16-årig og en 17-årig dreng, der begge blev anholdt.
På videoovervågningen fra tankstationen kunne betjentene se den 17-årige stå maskeret med et baseballbat i hånden. Han er foreløbigt sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
Den 16-årige havde nogle receptpligtige piller i lommen, som han ikke havde recept på, og han blev derfor sigtet efter lægemiddelloven.
Begge blev kørt hjem til deres forældre, og de sociale myndigheder blev underrettet.
Kommentarer