Livsstil og forbrug

P-ordning i midtbyen udvides

Beboere i Aarhus Midtby med parkeringslicens får udvidet muligheden for at parkere hele døgnet grundet de forlængede restriktioner.

Rådmand Bünyamin Simsek forlænger nu suspenderingen af den tidsbegrænsning, der normalt gælder for beboere med parkeringslicens i det centrale Aarhus, så den følger myndighedernes udmelding om corona-restriktioner.

Mange borgere blev i begyndelsen af december bedt om at arbejde hjemme frem til 4. januar, og det fik rådmanden til at suspendere den normale tidsbegrænsning for parkering med beboerlicens i midtbyen. Med forlængelsen af de nationale restriktioner – i første omgang 14 dage – ønsker rådmanden, at suspenderingen forlænges, så længe restriktionerne gælder.

Beboere med en parkeringslicens til zone 1 i Aarhus Midtby kan normalt ikke bruge deres licens i tidsrummet mellem kl. 9.00 – 17.00 i hverdagene, men med rådmandens beslutning er denne tidsbegrænsning i zone 1 ophævet, så beboerne i parkeringszonen sidestilles med beboerne i byens øvrige beboerparkeringszoner.

Samtidig med suspenderingen af tidsbegrænsningen opfordres alle beboere, der ikke har brug for deres bil de næste par uger, til at benytte kommunens gratis parkeringspladser ved det tidligere Amtssygehus, Tangkrogen samt de store parkeringspladser ved Arenaen.

Den frie parkering døgnet rundt med parkeringslicens gælder til og med 17. januar 2021. Afhængigt af hvordan – og om – de nationale restriktioner forlænges, vil der igen blive meldt ud, hvordan parkeringen skal foregå herefter.

Derudover er det selvfølgelig vigtigt, at man fortsat parkerer lovligt og efter gældende skiltning.

Kommentarer