Højbjerg

Patrulje fattede mistanke til to mænd – havde tyvekoster i bilen

Foto: Kim Matthäi Leland

En patrulje fra Østjyllands Politi kørte torsdag kl. 12.40 på Oddervej i Højbjerg, da de fik øje på en bil, der kørte med bagsmækken åben. Inden i bilen lå en cykel, og betjentene fattede mistanke til mændene, der derfor blev standset. 

Ud over cyklen lå der et par bærbare computere og noget andet elektronik i bilen, og patruljen spurgte mændene nærmere ind til, hvor de havde tingene fra. I første omgang erklærede mændene, der er hhv. 30 og 36 år at det skam var deres egne ting, og at den ene havde været ude at cykle en tur, hvorefter han blev hentet af den anden. 

Betjentene besluttede sig dog for at undersøge sagen nærmere og ransage bilen. Ud over cyklen og forskelligt elektronik lå der også et koben og nogle handsker i bilen, og begge mænd blev anholdt og sigtet for indbrud. 

Ikke så lang tid efter ringede en borger fra Malling og fortalte, at han netop var kommet hjem, og at der havde været indbrud i hans hus. Gerningsmændene havde bl.a. stjålet en cykel og noget elektronik. 

Det viste sig, at alle kosterne fra indbruddet lå i mændenes bil. 

Den 36-årige mand, der var fører af bilen, fik en ekstra sigtelse oveni sigtelsen for indbruddet, da han er frakendt kørekortet. 

Kommentarer