Navnenyt

Peter Bang ny CFO i Salling Group

Peter Bang. Pressefoto

Fra midten af september er Peter Bang ny CFO i Salling Group. 

Salling Group får ny CFO, der, udover finans, også bliver ansvarlig for blandt andet jura- og ejendomsrådet, når 54-årige Peter Bang tiltræder i rollen. Peter Bang kommer til landets største dagligvarekoncern efter 19 år i selvsamme rolle hos den internationale vinduesproducent VELUX.

Sidenhen har Peter Bang prioriteret bestyrelsesarbejde inden for forretningsudvikling med bæredygtighed i fokus.

Rollen som CFO i Salling Group har været ledig, siden Anders Hagh før sommerferien skiftede hvervet som CFO ud med titlen som CEO, men til september er en ny CFO altså klar efter en grundig rekrutteringsproces i ind- og udland.

– Peter er en dygtig leder og udpræget holdspiller med sit værdikompas i orden. Af den grund er jeg særligt glad for, at vi er lykkedes med at få Peter med ombord i Salling Group. Foruden en enorm faglig ballast og flotte resultater hos den store internationale virksomhed VELUX kommer han til Salling Group med et dedikeret kundefokus og stort engagement i mennesker omkring sig. Dette har været afgørende for os i vores søgen efter en ny CFO. Peter vil løfte vores i forvejen stærke arbejde inden for finansområdet og ESG yderligere, og han er på alle måder den bedst egnede til rollen, siger administrerende direktør i Salling Group, Anders Hagh.

Langt størstedelen af sit arbejdsliv har Peter Bang brugt i Velux, hvor han efter en række finans- og projektrelaterede stillinger blev udpeget til CFO i 2002. En post han bestred i 19 år.

– Både finansielt og som samfundsansvarlig aktør er Salling Group i en liga for sig, og jeg ser frem til at give mit bidrag til, at vi fortsat kan gøre hverdagen bedre for vores kunder og medarbejdere. Forventningerne er store, og jeg glæder mig til at møde mine nye kollegaer og blive en del af et stærkt team, siger Peter Bang.

Peter Bang er bestyrelsesmedlem og formand for bestyrelsens revisionskomité i Solar Group. Solar er en international sourcing- og servicevirksomhed inden for el, vvs, samt klima- og energiløsninger med stor fokus på digitalisering og ESG Ligeledes er han bestyrelsesformand i den internationale svenske virksomhed, BIMobject, som arbejder med digitalisering og bæredygtighed inden for byggebranchen.

Peter Bang har første arbejdsdag i Salling Group mandag den 18. september.

Karriere

  • 2002 – 2021: CFO, VELUX
  • 1994 – 2002: Finans- og projektrelaterede stillinger, VELUX

Bestyrelsesarbejde

  • 2022 – nu: Bestyrelsesformand, BIMobject AB
  • 2021 – 2022: Bestyrelsesmedlem
  • 2021 – nu: Formand, Bestyrelsens revisionskomite, Solar Group
  • 2018 – 20 nu: Bestyrelsesmedlem, Solar Group

Uddannelse

  • 1989 – 1994: Cand. Oecon, Aarhus Universitet
  • 1993-1993: Cranfield School of Management

Privat har Peter to børn sammen med hustuen, Louise

 

Kommentarer