Politiet efterforsker sag om mulig frihedsberøvelse og vold
Onsdag kl. 14.23 fik Østjyllands Politi et opkald fra en medarbejder hos Danbolig på Silkeborgvej i Åbyhøj, hvor der kort forinden var kommet en forslået mand ind via bagindgangen og bedt medarbejderen ringe efter politiet. Manden havde fortalt medarbejderen, at han havde været låst inde i en lejlighed, men nu var sluppet væk.
Der blev sendt flere patruljer til stedet, og der blev også tilkaldt en ambulance, idet den 30-årige mand var blevet udsat for vold og skulle undersøges nærmere. Han er fortsat indlagt på sygehuset, men har umiddelbart ikke pådraget sig alvorlige skader.
På baggrund af den indledende efterforskning tyder det på, at den 30-årige mand har været frihedsberøvet i en lejlighed i Åbyhøj i flere timer, hvor han er blevet udsat for vold af en eller flere personer, som politiet formoder han kender i forvejen. Af hensyn til den videre efterforskning kan Østjyllands Politi dog ikke bidrage med flere oplysninger om sagen.
Kommentarer