112

Privat handel med skabe løb af sporet

To mænd kom søndag op at toppes under en privat handel med skabe fra Den Blå Avis.

En handel med tre brugte skabe endte søndag omkring kl. 9.30 med et voldsomt skænderi mellem parterne og en sigtelse for vold. 

En 56-årig mand fra Risskov havde sat skabene til salg via Den Blå Avis og havde lavet en aftale med en 67-årig mand, som ville komme og hente dem. Da den 67-årige var i gang med at læsse skabene op på sin trailer, påpegede han, at der var en skade på det ene skab, og der opstod derfor en diskussion om betalingen. 

Diskussionen udviklede sig voldsomt, og den 56-årige tog på et tidspunkt bilnøglen fra den 67-årige, så han ikke kunne køre væk med skabene. 

Da den 67-årige ringede til politiet, fortalte han, at han også havde fået et knytnæveslag i ansigtet af den 56-årige. 

En patrulje kørte til stedet, hvor de traf begge mænd. Den 67-årige havde et rødt mærke på kinden, men var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade. 

Den 56-årige blev anholdt og sigtet for vold. 

Kommentarer