Aarhus By

Programmet tager form – Aarhus Jazz Festival bliver afholdt i 2021

Foto: Poul Nyholm.

Mange festivaler har med myndighedernes seneste meldinger været nødt til at aflyse sommerens aktiviteter. Dette er ikke tilfældet for Aarhus Jazz Festival, der med sin struktur med koncerter fordelt på mange arrangører og spillesteder over hele byen, i lighed med sidste års Sommerjazz, kan afholdes. Dog vil det stadig være sådan, at festivalen påvirkes af covid-19 restriktionerne, og koncerter bliver med nedsat publikumskapacitet.

Programmet til Aarhus Jazz Festival 2021 er ved at blive samlet sammen fra festivalens arrangører, og allerede nu kan man se mange af årets koncerter på www.jazzfest.dk

Festivalen forventer at nå 250 koncerter på 35 spillesteder – og finder sted 10.-17. juli 2021.

Ind i plakaten

I hele maj måned kan man på Godsbanen opleve en mini-udstilling med årets festivalplakat og andre værker af kunstneren Anya Winqvist. Årets kunstplakat emmer af blå toner og aftenstemning i Aarhus, hvor rådhuset er blevet til en saxofon, der blæser jazzmusik ud over hele byen. “Det er klassisk jazzstemning, natten er ung, og man skal til jazzfestival, fyldt med forventning om en god aften”, siger plakatens ophavskvinde Anya Winqvist.

Kommentarer