Livsstil og forbrug

Projekt til øget genanvendelse af plast i industrien

Aarhus Universitet medvirker i et forsøg på at genanvende mere plast i industien. Arkivfoto

Innovationsfonden har bevilliget 22,7 mio. kr. til et nyt forskningsprojekt med henblik på at øge genanvendelsen af plast i industrien. Projektet går under navnet ”Re-Plast”og skal medvirke til at udvikle maskiner, der kan finsortere plastaffald efter plasttype.

 

Projektet udføres af Aarhus Universitet, Plastix A/S, Vestforbrænding og Dansk Affaldsminimering, og i en artikel på Innovationsfondens hjemmeside forklarer projektets leder Mogens Hinge, lektor ved Institut for Ingeniørvidenskab på Aarhus Universitet, hvad udfordringen ofte er i forbindelse med genanvendelse af plast:

 

Plast er ikke bare plast. Der er alle mulige forskellige slags polymerer, og de er stort set ikke blandbare. Derfor vil vi i projektet udvikle en maskine, der ved hjælp af tre forskellige typer kameraer kan sortere plast efter materialets specifikke egenskaber. På den måde kan vi opdele plastaffaldet i fraktioner, der faktisk er anvendelige.

 

Kunstig intelligens skal give cirkulær plastøkonomi

 

Sorteringsmaskinen, der vil blive styret af en kunstig intelligens, kommer til at indeholde tre forskellige slags kameraer, der til sammen kan affotografere plastmaterialets egenskaber direkte i et transportbåndssystem; et CMOS-kamera, et hyperspektralt kamera og et såkaldt terahertz kamera.

 

Terahertz giver et detaljeret billede af et givent plastmateriales specifikke egenskaber. Ved at benytte terahertz teknologi kan vi karakterisere materialeegenskaber med langt højere præcision end ellers, siger adjunkt Pernille Klarskov Pedersen, der er ekspert i terahertz teknologi ved Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet.

 

Områdechef for genbrug og genanvendelse ved Vestforbrænding, Yvonne Amskov, udtaler:

 

Med denne nye teknologi kan vi for det første højne kvaliteten af borgernes plastaffald og bidrage til at sende plastikken tilbage i det cirkulære kredsløb her i Danmark. For det andet er sporbarheden vigtigt for os, for på den måde bliver hele processen transparent, og vi kan gå ud og vise borgerne, hvad der rent faktisk sker med deres affald.

 

Målet er at få en renhed i den genanvendte plast på mindst 96 % i forhold til polymertype og inddelt efter uønskede farver, fyldstoffer mv.

Mogens Hinge projektets leder og lektor ved Institut for Ingeniørvidenskab, forklarer:

 

Re-Plast-projektet har til formål at udvikle teknologien, få det til at virke og implementere det i industrien. Vi tager teknologien hele vejen og viser, at det virker i genanvendelsesanlæg. Alt sammen til gavn for den danske cirkulære plastøkonomi.

 

Du kan læse mere om Innovationsfondens projekt ved at trykke hér.

Kommentarer