112

Puttede 17 pakker kød i en rullekuffert og stak af

Mandag kl. 18.21 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Netto i Storcenter Nord på Finlandsgade i Aarhus N, hvor man netop havde haft besøg af en butikstyv, der havde stjålet 17 pakker kød, som han havde lagt ned i en rullekuffert, hvorefter han var gået fra stedet.

En medarbejder havde efterfølgende set manden stige på buslinje 2A, der kort efter blev standset af en patrulje på Langelandsgade. Betjentene kunne se, at der bagerst i bussen sad en mand, der passede på det signalement, medarbejderne havde givet.

Betjentene tog kontakt til den 22-årige mand, der blev bedt om at vise, hvad han havde i sin kuffert. Den viste sig ganske rigtigt at være fyldt med kød, og den 22-årige mand blev anholdt og sigtet for butikstyveri.

Manden blev herefter kørt retur til Netto, der fik tilbageleveret de stjålne varer. Herefter fik han besked på, at han ikke fremover måtte indfinde sig i Netto, hvorefter han blev løsladt igen.

Kommentarer