Red Barnets Grin til Gavn-show i Musikhuset gav rekordstort overskud til udsatte børn
Behovet for et godt grin i den gode sags tjeneste var stort i påskedagene. Efter en lang corona-nedlukning kunne komikere endelig gå på scenen igen til Grin til Gavn – Red Barnets comedyshow. Det skete med et rekordstort overskud, som kommer verdens udsatte børn til gode.
Ventetiden har været lang, men forleden kunne corona og nedlukning endelig afløses af gode grin og hyggeligt samvær med venner og familier. En række af landets bedste komikere afbrød deres påskeferie og gik på scenen i den gode sags tjeneste til Grin til Gavn – Red Barnets comedyshow. Det kom der et rekordstort overskud på forventeligt 1,7 millioner kroner ud af til Red Barnets arbejde for udsatte børn i Danmark og resten af verden.
12 komikere og vært Ane Høgsberg leverede fem veloplagte comedyshows. Det skete på Bremen Teater i København og i Musikhuset i Aarhus, og alle komikere stillede gratis op og donerede deres tid og talenter til fordel for Red Barnet.
Det gjorde de, selv om underholdningsbranchen har været igennem nogle udfordrende år på grund af coronakrisen. Mange komikere har selv været ramt økonomisk, og desto større er taknemmeligheden i Red Barnet over, at komikerne har haft tid og overskud til at videreføre den gode tradition.
– Vi er simpelthen så glade for, at det nu endelig blev muligt at afholde Grin til Gavn igen. Ventetiden har været lang, og mange har i år nok set endnu mere frem til at kunne grine sammen til fordel for en god sag. Det vidner den store opbakning om, og den er vi meget taknemmelige for. En kæmpe tak går til komikerne – uden dem, intet show. De har lagt et fantastisk engagement i årets show på trods af den svære tid, de og deres branche har været igennem. Det betyder alverden for os i Red Barnet og vores arbejde for verdens mest udsatte børn, siger Johanne Schmidt-Nielsen, Red Barnets generalsekretær.
Gensyn med showet på TV2
Alle fem Grin til Gavn-shows i 2022 har været næsten udsolgte både øst og vest for Storebælt. Red Barnet er desuden glad for, at showet igen i år kan genses på TV2 Play og ses på TV2 Zulu den 6. maj.
Det vil være muligt at opleve Grin til Gavn igen sidst på året, når det traditionen tro genfinder sig mellem jul og nytår.
Om Grin til Gavn
I 2019 overtog Red Barnet velgørenhedsshowet Comedy Aid, og i den anledning skiftede showet navn til ’Grin til Gavn – Red Barnets comedyshow’. I både 2020 og 2021 har det populære show måttet aflyses pga. corona, og det er derfor anden gang i år, at Red Barnet selv stod for at producere showet i godt samarbejde med Woody Entertainment. Siden 1993 er showet blevet afviklet hvert år mellem jul og nytår. Fra 1993-2008 hed showet ’Talegaver til børn’. Red Barnet har været en del af showet siden 2013.
Kommentarer