Regionerne går til generalprøve i storskala-vaccination
Mandag skal det danske sundhedsvæsen stå sin prøve og finde ud af, om systemet kan vaccinere 100.000 om dagen.
Kan man vaccinere 100.000 mennesker mod coronavirus om dagen i Danmark?
Regeringen meldte i efteråret ud, at det danske system skulle kunne klare at vaccinere netop så mange.
Mandag skal vaccinationssystemet stå sin prøve for at finde ud af, om regeringens mål kan indfris, når Danmark begynder at modtage større ugentlige leverancer af vacciner mod covid-19.
Mandag bliver det vaccinerne fra Pfizer/BioNTech og Moderna, der bliver brugt i vaccinationsræset. Vaccinen fra AstraZeneca er sat midlertidigt i bero, efter at den er blevet sat i forbindelse med nogle sjældne, men alvorlige blodpropper.
I alt skal flere end 101.00 vaccineres mandag.
Af dem skal 19.640 under nålen på en af Region Sjællands 21 vaccinesteder. Normalt opererer regionen kun med seks centre, men det tætte program har krævet en opgradering.
19.640 er da også mere end en seksdobling af, hvor mange regionen vaccinerer til dagligt.
Direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland Trine Holgersen kalder mandagens øvelse for en slags “generalprøve” eller “beredskabsøvelse”.
– Det, vi tester, er, om alle vores vaccinationscentre fungerer lige godt, siger hun og tilføjer, at alle vaccinationstiderne er booket.
Danmark modtager i de første uger af april omkring 250.000 vacciner om ugen. Det ventes at stige til 400.000 i maj, 800.000 i juni og 1,3 millioner i juli.
Trine Holgersen vil være sikker på, at især de digitale systemer spiller, når danskerne skal have glæde af den øgede vaccineleverance.
– Vi ved, at det har en stor betydning, om man kan trække sit vaccinepas ud. Så noget af det, vi kigger på, er, hvordan vores setup skal være for at sikre samarbejdet mellem vaccinator og dem, der arbejder med at registrere det i systemerne.
– Er det bedst, at det er den samme der gør det, eller giver det en bedre afvikling af vaccinationen, hvis vi har to personer på? Det er noget af det, vi tester, siger Trine Holgersen.
Også den 26. februar gennemgik regionerne en lignende generalprøve. Her blev der dog kun givet 35.000 stik.
Mandag bliver dermed med 101.000 vaccinationer næsten en tredobling af den største vaccineindsats, Danmark har forsøgt indtil videre.
30.000 af dem skal gives i Region Hovedstaden. I Region Nordjylland skal man op på 10.000 stik. I Region Midtjylland skal 22.000 under nålen, mens 20.000 skal vaccineres i Region Syddanmark.
Regioner skal mangedoble deres vaccineindsats
Region Sjælland skal vaccinere flere end seks gange så mange som normalt, når vaccinesystemet tryktestes.Det danske vaccinesystem kommer på prøve, når det mandag skal forsøge at give flere end 101.000 stik med vacciner mod covid-19.
Væbnet med vacciner fra Moderna og Pfizer/BioNTech skal flere regioner mangedoble deres vaccineindsats for at finde ud af, hvor mange vacciner man egentlig kan give om dagen.
Her kan du se, hvor mange der skal vaccineres i hver region:
- I Region Nordjylland skal der mandag vaccineres 10.000, hvilket er omkring det firedobbelte af en normal dag.
- Region Midtjylland skal vaccinere 22.000 borgere – det er et godt nyk op fra de cirka 9600 mennesker, som regionen normalt har kapacitet til at vaccinere på en hverdag.
- I Region Syddanmark vaccinerer man normalt 3000-4000 borgere dagligt, men mandag skal man give 20.000 personer et stik med en vaccine.
- I Region Sjælland skal 19.640 mennesker have et stik med en vaccine mandag. Normalt vaccinerer regionen cirka 3000 mennesker om dagen.
- I Region Hovedstaden skal 30.000 vaccineres. Da vaccinationskapaciteten sidst blev testet den 26. februar, formåede regionen at vaccinere 7500 på en enkelt dag.
Kilder: Danske Regioner, Region Nordjylland, Region Midtjylland, Region Syddanmark, Region Sjælland og Region Hovedstaden.
Via Ritzau
Kommentarer