Samfund

Rekordmange udrykninger til vildt vejr i flere dele af Region Midtjylland

Det er typisk storm og orkan, der er skyld i udrykninger relateret til vejret. På landsplan var det årsagen til 330 ud af de 597 udrykninger i 2023.

De kommunale beredskaber havde sidste år rekordmange udrykninger som følge af vejrhændelser, og den markante stigning i udrykninger til vildt vejr viser stort behov for at styrke de kommunale beredskaber. Det mener fagforeningen FOA.

Sidste år rykkede de kommunale beredskaber nemlig ud til et historisk højt antal storme, orkaner, oversvømmelser og andre vejrhændelser. 

– Klimaforandringerne giver allerede nu et voldsommere vejr i Danmark, og presser borgerne og beredskaberne. Når træerne vælter og vandet står os til knæene, er det de kommunale beredskaber, der rykker ud. Nogle kommuner er tydeligvis hårdere ramt end andre, og derfor er det afgørende, at de får de ressourcer, der skal til, for at takle den nye situation. Danmark bruger færre penge på beredskabet pr. indbygger end de fleste lande vi sammenligner os med, og vi kan se på de stigende udrykningstal, at der er behov for at prioritere området højere, siger Thomas Brücker, sektorformand i FOA, der organiserer ansatte i beredskabet.

Det er dog langt fra alle kommuner i Region Midtjylland, der har brugt lige mange ressourcer på at sende deres beredskab ud i stormvejret.

Det er Aarhus Kommune, der med 48 udrykninger har haft mest travlt i 2023. Ingen anden kommune i Danmark havde lige så mange udrykninger. I toppen ligger også Odder Kommune med 11 udrykninger, og Skanderborg Kommune med 9 udrykninger.

I bunden af listen ligger Holstebro, Hedensted, Lemvig, Skive og Struer kommuner, som havde henholdsvis nul udrykninger med deres beredskab til vejrrelaterede hændelser sidste år.

Kommentarer