Erhverv

Roccamore: Succesfulde sko flytter til Store Torv i Aarhus

Foto: EDC Poul Erik Bech

Det populære sko-brand Roccamore, der sælger noget så efterspurgt, som behagelige højhælede sko, flytter nogle 100 meter ned ad gaden i Aarhus. De flytter fra en mindre butik på Volden til en kæmpe butik på Store Torv på en fantastisk hjørnebeliggenhed. EDC Erhverv Poul Erik Bech har stået for udlejningen, som har været en afståelse af butikken af det unge tøj-brand Quint, som er en del af tøjkoncernen Kaufmann, der fremover koncentrerer sig om sin Quint-butik i Bruuns Galleri.

Caps, T-shirt og streetwear til unge bliver fremover byttet ud med behagelige, praktiske og smukke højhælede sko til kvinder, der vil frem i verden. Roccamore flytter således fra mindre lokaler på Volden 21 til 281 m2 smukke lokaler på Store Torv 18, st. i Aarhus C. Frederikke Antonie Schmidt, designer, ejer og kreativ direktør i Roccamore siger:

“Efter min eksamen fra den prestigefyldte designskole Polimoda arbejdede jeg for flere luksusbrands, inden jeg vendte tilbage til København, hvor jeg udviklede mine unikke indlægssåler og startede mit eget mærke. Vi slår os således op på at tilbyde et omfattende skounivers med behagelige højhælede sko. Vores hæle er blevet valideret af videnskabelig forskning til at lindre 26% af trykket fra forfoden og 44% fra fodens svang, mens man går, så at gå i højhælede sko hele dagen er ikke længere forbundet med ømme fødder.”

Roccamore er en leg med de italienske ord roccaforte (fæstning) og amore (kærlighed) forklarer den danske designer med italiensk attitude. Hun siger: “Vores navn formidler en fæstning af kærlighed, med henvisning til den positive følelse, som et par perfekte hæle kan give dig – i modsætning til mange almindelige hæle, der ofte kan føles ubehageligt. Vi stræber efter at få kvinder til at føle sig endnu mere magtfulde, selvsikre og dygtige, end de allerede er – ved at give dem smukke, behagelige og praktiske høje hæle at indtage verden i. Vi hjælper dem med at få et ‘power boost’ af selvtillid, når de går i vores høje hæle.”

Fire butikker og Børsen Gazelle 2021

Det er tydeligvis noget forbrugerne støtter op om, da Roccamore i 2021 fik en Børsen Gazelle. Indtil videre har de fire butikker i København, Lyngby, Oslo og snart på Store Torv i Aarhus, og der er planer og ønsker om flere. Frederikke Antonie Schmidt siger:

“Vi har allerede bevist, at der er plads til os her i Aarhus, så vi og kunderne har simpelthen brug for meget mere plads at boltre sig på. Vi håber og forventer at åbne 6. april 2022, men i disse tider er tingene mere usikre – både med corona og shippingudfordringerne, men det er i hvert fald planen, vi arbejder efter. Vi får en langt større lokation med meget mere lys. I alle vores butikker har vi masser af spejle og en mini-catwalk, så kunderne kan se, hvordan de ser ud i fuld figur med de højhælede sko på. Det er virkelig noget vores kunder sætter stor pris på og elsker.”

“I indretningen gør vi meget ud af, at man kommer ind i et spændende skounivers med hyggelig stemning, så man får en oplevelse, når man kommer ned i butikken og køber kvalitetssko i flot design. Man kan tage en veninde under armen og købe en flaske bobler i butikken i vores Cava Lounge og prøve sko på catwalken, så man kan finde de helt rigtige sko. Samarbejdet med EDC Erhverv Poul Erik Bech om udlejningen har forløbet fint, og vi er glade og tilfredse med den nye, store og flotte butik på en af Aahus’ bedste placeringer. Vi får 5-6 store vinduespartier, så vi virkelig kan gøre noget ekstra med brandingen på facaden, vi glæder os helt vildt til at byde kunderne velkomne i de flotte nye lokaler.”

Det er ikke kun i butikkerne, der handles nye sko. 55% af omsætningen er fra butikkerne, mens 45% er online, hvilket er pæne tal for en skobutik. 60% køber deres første par sko i Roccamores butikker, mens flere og flere efterfølgende køber online, da de så kender de flotte designs og behagelige sko.

Flot og eksklusiv butik

Frank Heskjær, Head of Retail & Office, EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus C, siger: “Roccamore får en flot og eksklusiv butik, beliggende midt på Store Torv og det er en af sjældne udbudte ejendomme i byen. Ejendommen i sig selv er en af de smukkeste, butikken kan man ikke undgå at få øje på med sine store vinduespartier, flotte glasfacade og masser af spejle. Det er en fantastisk hjørnebeliggenhed med højtprofilerede naboer som DitUr fra Løvens Hule, smykkevirksomheden Maria Black, high-end fashion butikken Utzon og handskemageren Rhanders, som vi også har udlejet til.”

“Roccamore byder ind med en trend, vi ser hos flere og flere i detailbranchen. Det er ikke mange, der i dag kan overleve ved kun at have en butik med standardprodukter på hylderne. For at være relevant skal kunderne have en god oplevelse. Det er ikke bare at gå ind og købe nogle sko. Det er et univers, som møder kunderne og de får en oplevelse. Samtidigt skal der ofte være et godt samspil med onlinesalg, hvilket Roccamore viser flotte tal på. Desuden brander de sig med empowerment og støtte op om stærke kvinder, så ingen tvivl om, at de er et stærkt brand, der vil frem i verden. Det er meget inspirerende og imponerende, og vi ønsker dem held og lykke med den nye lokation – og også tak til samarbejdet med C-Estate, der har været Roccamores repræsentant på lejemålet.”

Kommentarer