112

Røveri på tank i Højbjerg

Østjyllands Politi fik natten til mandag kl. 2.15 en anmeldelse om, at der netop havde været røveri på en Cirkle K-tankstation på Stenvej i Højbjerg. 

Ifølge ekspedienten var der kommet to unge mænd ind i butikken, og pludseligt gik den ene om bag disken for at tage nogle cigaretter. Da hun bad ham gå væk, trak han et jernrør frem, som han viste hende. Kort efter kom en tredje mand ind i butikken, og han havde en pulverslukker med, som han tømte i retning mod ekspedienten, som dog ikke blev ramt. 

De tre mænd tog nogle øl og cigaretter fra butikken, inden de forsvandt fra stedet. 

Flere patruljer var hurtigt i området efter anmeldelsen, og en hundepatrulje gik spor efter gerningsmændene. Det lykkedes dog ikke at få fat på de tre mænd. 

Politiet sikrede spor på stedet, og sagen efterforskes nu nærmere – blandt andet skal videoovervågningen gennemgås. 

Kommentarer