Rygende mand kom i karambolage med vagter
Torsdag kl. 22.30 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra banegården i Aarhus, hvor nogle vagter havde problemer med en meget udadreagerende mand. Den ene vagt har forklaret til politiet, at han gik og holdt øje på perronerne, da han spottede en mand, der stod og røg en cigaret, hvilket ikke er tilladt.
Da vagten rettede henvendelse til manden og bad ham slukke cigaretten, blev han meget aggressiv og råbte skældsord efter vagten. En kvinde, der tilsyneladende fulgtes med manden, forsøgte at dæmpe ham, og de gik sammen længere ned ad perronen.
Vagten tilkaldte assistance fra sin kollega, hvorefter de begge konfronterede manden igen, idet han var fortsat med at ryge – blot lidt længere nede ad perronen. Det fik manden til at hoppe ned på sporet og samle to store sten op, som han truende holdt frem mod vagterne.
Vagterne tog herefter fat i manden og fik ham lagt ned på jorden, hvorefter han flere gange bed den ene vagt i armen. Kvinden forsøgte atter at tale manden til ro, og vagten vurderede, at det var mest hensigtsmæssigt at lade dem begge gå og i stedet kontakte politiet.
På vej til stedet havde betjentene telefonisk kontakt med vagten, der kunne oplyse signalement på manden og i hvilken retning han var gået. Kort efter fik betjentene fat i den 31-årige mand, der blev anholdt og sigtet for vold mod nogen i offentlig tjeneste.
Kommentarer