Kultur

Salling Roofgarden: Ny grøn oase åbner endelig i Aarhus

Foto: Salling

Så er datoen sat og til sommer åbner Salling Roofgarden i Aarhus og lukker dermed op for byens nye, grønne åndehul. Fra den 17. juni bliver det muligt i 6. sals højde at tage et pusterum i den blomstrende oase, når der mellem træer, himmelgynger og kunstværker bliver inviteret indenfor til samvær, fællesskab og eftertanke under åben himmel. 

Mens søsterattraktionen Salling ROOFTOP for længst har etableret sig som en af Danmarks mest besøgte seværdigheder med flere end fire millioner gæster, gør Salling Roofgarden klar til at åbne til sommer. Anlægningen af det nye byrum går efter planen, og derfor er den endelige dato for åbning af Østjyllands nye publikumsmagnet nu fastsat til fredag den 17. juni.

Adgang til den nye 1.400 kvm. bypark bliver gratis og vil tilbyde udsigt 360 grader rundt i byens horisontlinje. Mens storbyer rundt om i verden slås med at bevare de få grønne, urbane områder, går Aarhus en helt anden vej ved at tilføre hverdagen yderligere vegetation på en af områdets helt store tagflade. Målet med Salling Roofgarden er at nytænke et byrum, hvor man kan være sammen, men hvor man også kan trække vejret dybt og lade roen sænke sig i det fri.

 Vi har i den grad mærket afsavnet efter at være meningsfuldt sammen med familie og venner de seneste par år, men vores tilbagevenden til en normal hverdag ovenpå pandemi og nedlukning har også mindet os om vigtigheden af pause og refleksion i en travl dagligdag. Når vi åbner Salling Roofgarden til juni, er det med håbet om, at vi kan give plads til begge dele, siger Marianne Bedsted direktør for Salling.

Indvielsen af Salling Roofgarden sker med en levende plantevæg, der snor sig op ad facaden fra gadeplan til tagtop, udkigsplatform 35 meter over jorden, masser af træer, buske og plantearter og gangbroer, der knytter byparken sammen over beplantningen.

Opførelsen kører på skinner

Efter endt projektering blev byggeriet igangsat sidste år og er siden forløbet helt planmæssigt. De vidt forgrenede gangbroer er anlagt, mens stål- og trækonstruktionerne er på plads, så man allerede nu kan få oplevelsen af havens fremtidige geometri. Senere på foråret følger etableringen af den platform, der garanterer gæsterne spektakulært panorama-kig over by, havn og skov, og de sidste elementer falder på plads, når havens store træer løftes op på taget, og de mange kvadratmeter bliver beplantet. 

Det kribler i fingrene efter at få plantet løs på taget, og når nattefrosten slipper sit greb, kan vi sætte spaden i jorden og for alvor lade taghaven tage form. Vi glæder os usigeligt meget til at invitere indenfor – eller rettere udenfor i vores åbne byrum, der vil være for alle, siger Marianne Bedsted. 

Også i turismesektoren er der store forventninger til, hvad det grønne område i et urbaniseret område vil betyde, både nationalt og internationalt.

Salling ROOFTOP er solidt etableret som en af landets mest velbesøgte attraktioner, og med etableringen af Salling Roofgarden føjer Aarhus endnu en markant og vigtig attraktion til. En spektakulær, grøn oase som denne i byrummet vil give international opmærksomhed og anerkendelse, siger Pia Lange Christensen, direktør i VisitAarhus.

Du kan blandt andet opleve:

– 1400 m2 på 2 niveauer

– En udkigsplatform, i fire meters højde og i alt 35 meter over Strøget, med panoramaview over hele Aarhusbugten, mod Mols og mod Moesgaard i syd.

– En plantevæg, der løber hele vejen ned ad Sallings facade mod Strøget

– Frodig beplantning på taget i form af høje træer, buske og græssorter

– Gangbroer, der forbinder byparken i højden over beplantningen

– Glasvægge og glas-gange, der blandt andet giver kig hele vejen gennem og til bunden af stormagasinet

– Hotspots med forskellige kulturelle tilbud og installationer

– Himmelgynger, solkroge og opholdsarealer

Kom forbi Salling ROOFTOP i påsken, hvor du allerede nu kan få et kig over på byggeriet fra Skywalken.

Vi ser meget frem til at kunne byde jer velkommen fredag den 17. juni 2022!

Kommentarer