Semifinale satte gang i bylivet
Onsdagens fodboldfester forløb i store træk roligt i Østjylland, hvor der var rigtig mange mennesker i bylivet. Der var dog nogle, der ikke helt kunne holde sig inden for reglerne, og det førte til, at i alt 14 personer blev sigtet – syv i Randers og syv i Aarhus.
Derudover har Østjyllands Politi i løbet af aftenen og natten modtaget 26 anmeldelser om musik til ulempe fra hele politikredsen. En af anmeldelserne kom fra en adresse i Tranebjerg på Samsø, hvor patruljen kørte ud første gang kl. 00.45 for at få skruet ned for musikken. Da det ikke viste sig at have virket, idet der kom en ny anmeldelse kl. 01.26, kørte patruljen atter ud på adressen og beslaglagde musikanlægget.
Sager fra Aarhus
I Aarhus gik de første to sigtelser til en 24-årig mand, der havde udsat to dørmænd for vold. Situationen var opstået, efter den ene dørmand havde bedt den 24-årige mand om at forlade en beværtning på Åboulevarden, idet han havde opført sig voldsomt og forstyrrende over for andre gæster. I forbindelse med bortvisningen spyttede den 24-årige mand dørmanden i ansigtet, hvorefter han skubbede en anden dørmand hårdt i brystet. De to dørmænd fik herefter lagt manden i håndjern og kontaktede politiet. Da betjentene ankom til stedet, overtog de anholdelsen af den 24-årige mand, der blev sigtet for to tilfælde af vold mod dørmændene.
Kl. 23.10 standsede en patrulje en bil på Frederiksgade, idet føreren kørte og dyttede gentagne gange uden nogen grund. Han endte med at blive sigtet for overtrædelse af færdselsloven for forstyrrende og generende kørsel.
Kl. 23.15 blev en patrulje, der fulgte storskærmsarrangementet på Tangkrogen, opmærksom på, at der blev tændt et rødt nødblus foran storskærmen. Betjentene gik op mod det forreste område og kunne her konstatere, at vagterne allerede havde fået fat i ham, der havde løbet rundt med nødblusset foran skærmen. Den 33-årige mand blev sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven og bortvist fra stedet.
Kl. 00.01 gik en patrulje i krydset ved Frederiksgade/Vestergade, hvor de kunne se en ung dreng stå midt i en større menneskemængde med et tændt nødblus i hånden. Nødblusset gik på omgang mellem en mindre gruppe af unge, der blev bedt om at lægge det ned på jorden. Ham der havde holdt nødblusset, da patruljen tog kontakt til gruppen, satte pludselig i løb, og betjentene løb efter. Efter ca. 100 meter løb han dog ind i en cykel og væltede, hvorefter den 15-årige dreng blev sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven. Herefter blev der ringet efter hans far, der kom og hentede ham.
Derudover blev tre personer sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen i Aarhus. Den første sag var kl. 00.09, hvor en 22-årig mand henvendte sig til en patruljevogn ved at banke på ruden. Herefter stak han en strakt langemand op af ruden, hvilket resulterede i en anholdelse og sigtelse for at forstyrre den offentlige orden. Den anden sag var kl. 01.13, hvor en 25-årig mand foran McDonald’s på Telefontorvet havde indledt sig i en større diskussion, der var endt i slagsmål, idet han mente, at en anden mand havde snydt foran i køen. Dette kostede ham en sigtelse for at forstyrre den offentlige orden. Det blev også resultatet, da en 21-årig mand kl. 02.55 på Guldsmedgade sendte en udstrakt langemand i retning af en politipatrulje. Han blev sigtet og kortvarigt anholdt, men da hans kammerat lovede, at han nok skulle sørge for at tage ham med hjem, fik han lov at overnatte i sin egen seng.
Kl. 00.31 var festen i Aarhus ved at dø ud, men ikke alle steder. For på en bar i Aarhus havde man åbenbart glemt, at der stadig er restriktioner for, hvor længe man må holde åbent. Ifølge de nuværende coronaregler skal beværtninger lukke til midnat, men da en patrulje kørte forbi, kunne de konstatere, at der fortsat befandt sig 15-20 gæster ude foran baren, hvor der også var stillet et fadølsanlæg op. Betjentene tog kontakt til den 56-årige ejer, der blev sigtet for overtrædelse af coronareglerne og fik besked på straks at lukke ned.
Kommentarer