Seminar: Mellem jord og kunst
En samtale mellem en kunsthistoriker, en geolog og en kunstner om vores forhold til naturen.
Er der noget mellem kunst og geologi? I så fald hvad er det? Og kan det sige noget om menneskets forhold til den verden vi lever i? Det undersøger kunstneren Veronika Geiger i sin udstilling Dissolved Darkness på Kunsthal Galleri Image, ved at fusionere geologiens feltarbejde med kunstneriske metoder. I anledning af udstillingen præsenterer Kunsthal Galleri Image og Kunsthal Aarhus seminaret: Mellem jord og kunst, hvor forholdet mellem geologi og kunst bliver undersøgt nærmere.
Seminaret Mellem jord og kunst bringer geologi og kunst nærmere ved at sætte en kunsthistoriker i dialog med en geolog sammen med kunstneren Veronika Geiger. Repræsentanten for kunsthistorikeren er Professor i kunsthistorie Jacob Wamberg, mens ph.d. og nuværende postdoc på Københavns Universitet i geologi Maja Bar Rasmussen repræsenterer geologen.
Tidspunkt: 14.00-16.00, 29. januar 2022
Sted: Kunsthal Aarhus, J. M. Mørks Gade 13, 8000 Aarhus
Formatet er 3 x 20 minutters miniforedrag af hver oplægsholder; Veronika Geiger, Jacob Wamberg og Maja Bar Rasmussen, derefter 10 minutters pause og 45 minutters diskussion modereret af cand. mag. Emil Meyer. Seminaret varer samlet 2 timer.
Her er en kort præsentation af de tre oplægsholderes foredrag og lidt om dem:
Jacob Wamberg: Autochtoniske billeder: Om jorden som mørkekammer: Fotografiet fik mindet os om, at billeder ikke blot er luftige størrelser, ydre aftryk af immaterielt hjernespind, men kan fremkaldes i materiens indre, nærmere bestemt i den teknologiske livmoder, der går under navnet camera obscura. Er billedets allerførste opkomst, de palæolitiske hulemalerier, måske allerede at forstå som manifestationer fra en sådan, nu bare naturskabt livmoder? I dette oplæg skal jeg udfolde en lille billedhistorie, hvor kunstens syner har deres udspring fra sprækker i planetens tungeste stof, jorden og dens fortætning i klipper. Bio: Wamberg er professor i Kunsthistorie ved Aarhus Universitet.
Maja Bar Rasmussen: Jordskorpedannelse på et geologisk øjeblik – Fagradalsfjall udbruddet i Island 2021: Vulkanudbruddet ved Fagradalsfjall i Island (2021) gav geologer en ideel mulighed for at studere, hvordan ny jordskorpe dannes langs de globale spredningsrygge. Udbruddet er det længste udbrud registreret i Island over de sidste 50 år og understregede vigtigheden i kontinuerlig overvågning af ændringer i lavaens kemiske sammensætning. Jeg vil præsentere jer for en geologisk gennemgang af udbruddet, der startede i marts og endte i september 2021, samt vise videoer og diskutere, hvordan udbruddet ændrede fysisk og kemisk karakter over de 6 måneder, og hvordan smelte fra jordens kappe bliver til skorpe og sten, som vi kan samle op og udstille i vindueskarmen. Bio: Rasmussen er ph.d. i geologi fra Háskóli Íslands (Islands Universitet) og nuværende post doc på Københavns Universitet.
Veronika Geiger: Dissolved Darkness: Med udgangspunkt i min udstilling Dissolved Darkness på Kunsthal Galleri Image vil jeg fortælle om min praksis som kunstner, hvor jeg henter min inspiration fra geologiens feltarbejde, og forsøger i et åbent visuelt sprog, at undersøge geologiens ekstreme tid og liv. Jeg har deltaget i flere ekspeditioner med geologer især i Island, men også Sicilien, og trækker i mit arbejde på de erfaringer, jeg har fra at opholde mig i landskaber i jordens ubeboede fjerntliggende egne. Bio: Veronika Geiger er en dansk/schweizisk billedkunstner, der bor og arbejder i Danmark. Hun er uddannet fra Glasgow School of Art og fra Iceland Academy of the Arts. Hun har udstillet i Danmark, UK, Island, Schweiz, USA, Kina, Mexico, Rusland og Frankrig. Læs mere på kunstnerens hjemmeside:
www.veronikageiger.com og www.galleriimage.dk
Udstillingen og seminaret er støttet af:
Statens Kunstfond, Kulturudviklingspuljen (Aarhus Kommune), Augustinus Fonden, Beckett Fonden, Grosserer L. F. Foghts Fond, Louis-Hansen Fonden og DJ:Fotograferne
Venligst husk mundbind og coronapas
Kommentarer