Aarhus By

Sigtet for besiddelse af kokain og kast med grøntsager

En mandlig cyklist kontaktede onsdag kl. 21.43 politiet og fortalte, at føreren af en bil havde kastet æg efter ham på Nørre Allé i Aarhus C. Ifølge cyklisten havde bilisten rullet vinduet ned og helt umotiveret kastet mindst et æg efter ham – dog uden at ramme. 

Kort efter anmeldte en kvinde, at nogen i en bil havde kastet en rødbede eller lignende efter hende, da hun gik ved Vesterbro Torv. 

En patrulje fik lidt efter kontakt til den omtalte bil på Havnegade. Bag rattet sad en 20-årig mand, som nægtede at kende til grøntsagskasteriet, men da der lå en rødbede i bunden af bilen, blev han alligevel sigtet for at forstyrre den offentlige orden. 

Ud over rødbeden lå der også nogle poser med kokainrester i bilen, og han blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

Da bilisten ifølge flere vidner flere gange havde lavet hjulspin, blev han også sigtet for generende og forstyrrende kørsel. 

Kommentarer