Skumringsture, rollespil og drager i efterårsferien
På Naturhistorisk Museum i Aarhus handler det om myter, eventyr og vild natur hele efterårsferien. Gå selv på opdagelse i grænselandet mellem det kendte og det ukendte
Vidste du, at der i gamle dage angiveligt levede en drage under Kalø Slotsruin? Eller at Lindormen stod op af havet ved Samsø for at lægge Aarhus Domkirke i ruiner? Disse og flere lokale myter er på repertoiret, når Naturhistorisk Museum i samarbejde med Aarhus SeaRangers inviterer til skumringsture fra efterårsferien og frem. Når familien har oplevet særudstillingen “Drager og andre mytiske væsner,” står museets biolog Tobias Sandfeld og historiker Niels Krogh Nielsen klar til en guidet tur rundt i parkerne omkring museet mens tusmørket falder på. Her kan du lære meget mere om myterne, naturen og de spændende eventyr der opstår midtimellem. Turen slutter med bål og varm suppe i museumshaven, hvor snakken kan fortsætte.
Masser af oplevelser på museet
I det hele taget bugner efterårsferien af aktiviteter på Naturhistorisk Museum. Hver dag fra d. 15.-23. oktober er der naturfortællinger, smådyrssafari og liveshows med biolog Morten DD og de unge TikTok-formidlere, Jens og Lea, fra SEJENS. Du kan også opleve dissektion af et dådyr, dyste med dine venner og familie i quiz-battles om drager og stille sulten i pandekageboden. Ikke mindst kan du opleve museets særudstilling “Drager og andre mytiske væsner,” der præsenterer imponerende modeller af drager, enhjørning og kæmpefuglen Rok. Der er både masser af wow-effekt, men også let tilgængelig viden om, hvordan fortællingerne om de fantastiske væsner er opstået, og hvordan myterne og videnskaben altid har eksisteret side om side.
Rollespil midt i udstillingen
Får du lyst til at drage ud på dit helt eget eventyr, er der rig mulighed for det, når Naturhistorisk Museum atter byder indenfor til Rollespil på museet lørdag d. 22. oktober. Kl. 11.00 kan nye spillere prøve kræfter med rollespil for første gang, og kl. 17 – når museet er lukket for andre gæster – åbnes udstillingen “Drager og andre mytiske væsner” for mere erfarne rollespillere. Med terninger og fantasi gennemlever spillerne fantastiske eventyr under kyndig ledelse af lokale gamemasters fra Aarhus Rollespilshygge.
Rewilding med Morten DD
På Molslaboratoriet har du mulighed for at gå på oplevelse i Rewilding-projektet med biolog Morten DD d. 17. og 18. oktober fra kl. 13. Bliv klogere på den omdiskuterede forskning, der også er blevet et af folketingsvalgets store temaer. Fredag d. 21. oktober kan hele familien tage med Jens på tur ud og se på Naturens Superhelte i noget af Danmarks flotteste natur.
Læs mere om alle efterårsferiens spændende tilbud fra Naturhistorisk Museum på www.nathist.dk.
Kommentarer