Bolig

Slut på boomende sommerhussalg

Der er nu sikre tegn på, at det seneste års boomende sommerhussalg vender tilbage til det mere normale. En ny opgørelse fra Danmarks største mæglerkæde EDC, viser en radikal ændring i forholdet mellem antal nye sommerhuse til salg og antal solgte sommerhuse.

I perioden frem til marts 2021 blev der således solgt flere sommerhuse, end der blev sat sommerhuse til salg, men siden marts har forholdet været modsat. Der kommer nu flere nye huse på markedet, end der sælges. I maj, som ellers er en af de helt store måneder for sommerhussalg, kom der således 19 pct. flere huse til salg, end der blev solgt.

– De gode nyheder for køberne er, at der kommer mere at vælge imellem samtidig med, at priserne med al sandsynlighed ikke længere vil stige med raketfart, siger EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann. – For sælgerne betyder det modsat, at de ikke længere kan regne med at deres sommerhus sælges lynhurtigt, ligesom sælgerne også skal være forberedte på, at køberne vil have mere mod på at forhandle prisen lidt. Alt i alt er det dermed en tilbagevenden til det normale.

Alene i maj fik EDC på landsplan 423 nye sommerhuse til salg og solgte 354. Maj sidste år var det omvendt: Her fik EDC 399 sommerhuse til salg og solgte 537.

Almindeligvis er det ejerlejlighederne i København, der er rettesnor for hvordan resten af boligmarkedet vil udvikle sig, idet ændringer og omslag i markedet viser sig først og kraftigst her. Men under coronakrisen var det sommerhusene, der med en pludselig og markant stigning i salget i april og maj 2020 markerede at noget var i gære på boligmarkedet. Sidenhen fulgte både villamarkedet og ejerlejlighederne med.

Værdier under 100 indikerer, at der sælges flere sommerhuse, end der kommer sommerhuse til salg, mens værdier over 100 betyder, at de kommer flere sommerhuse til salg, end der sælges.

– På grund af sommerhusenes særlige rolle under coronakrisen, er det ekstra interessant at spore, hvornår der er ændringer i situationen, for det er med stor sandsynlighed et varsel om, at hele markedet vender, mener Jan Nordmann.

Et andet nøgletal, der peger i samme retning, er antal fremvisninger. Her registrerer EDC-kæden en mindre nedgang i maj 2021 i forhold til maj 2020. For villaernes vedkommende er der tale om en beskeden nedgang på 3 pct. og for ejerlejlighederne er tallet 13 pct. færre fremvisninger i maj. Når det gælder sommerhuse, var der i maj hele 42 pct. færre fremvisninger.

– Tallene vidner om et marked hvor det hele køler lidt af, men de færre fremvisninger er også en følge af det seneste års hektiske salg. Vi har simpelthen færre ejendomme at vise frem nu, og det sætter sig naturligvis i tallene for antal fremvisninger, siger Jan Nordmann.

Kommentarer