Smadrede et vinduesparti på pub i Aarhus C og blev anholdt
Mandag kl. 23.51 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand var i færd med at smadre et vinduesparti tilhørende en pub på Maren Smeds Gyde i Aarhus C. Seancen blev overværet af et vidne, der var på stedet i anden anledning, og som ringede til politiet, mens han holdt øje med manden.
Mens anmelderen havde alarmcentralen i røret, kunne han se, at manden tog en stol og gentagne gange slog den mod vinduespartiet, hvorefter han tog et bord og slog mod døren. Anmelderen fulgte herefter efter manden, indtil en hundepatrulje ankom til stedet og fik ham anholdt i krydset ved Guldsmedgade og Klostergade.
Den 29-årige mand blev sigtet for hærværk, hvorefter han blev kørt til ind politigården, hvor han fik lov at tilbringe resten af natten.
Kommentarer