Sønder Allé får cykelsti og mere grønt
Det skal være slut med at frygte for livet, når du cykler på Sønder Allé. Til marts bliver gaden opgraderet med cykelsti og plads til mere grønt.
For bilister er Sønder Allé en fin vej med god plads. Men for de mange cyklister, der hver dag kører på strækningen, er det ofte med livet som indsats. Det vil rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang nu lave om på.
Projektet blev besluttet i forbindelse med Cykelhandlingsplanen tilbage i 2018, og i første omgang er der fokus på strækningen fra Rutebilstationen til Strøget. På sigt skal der også etableres cykelsti på strækningen fra Strøget til Rådhuspladsen. Denne etape afventer en afklaring af højklasset kollektiv trafik etape 2.
Mere grønt i gaden
Alle trafikanter i Sønder Allé kan se frem til den fremtidige tur gennem gaden. Samtidig med, at trafiksikkerheden forbedres for cyklister, har stadsarkitekt Anne Mette Boye nemlig arbejdet for, at der også skal kæles for den rumlige og visuelle oplevelse i gaden med mere grønt.
Projektet vil give de eksisterende vejtræer bedre levevilkår i et stort sammenhængende åbent bed, hvor rødderne kan vokse. Derudover er det forventningen, at der bliver plads til mindst to nye træer i den brede rabat.
Vejarbejde frem til sommerferien
Fredag den første marts går arbejdet i gang. Det betyder midlertidig ensretning for bilister ad Sønder Allé fra Rutebilstationen mod Rådhuspladsen. Cykler og fodgængere kan passere i begge retninger.
Anlægsarbejdet og den midlertidige ensretning forventes at være afsluttet inden sommerferien.
For at blive klar til sommerens mange aktiviteter i Midtbyen som for eksempel halvmaraton og Aarhus Pride, falder arbejdet i Sønder Allé sammen med gravearbejde på Banegårdspladsen, hvor Banegårdsgade bliver ensrettet fra Frederiks Allé mod Park Allé og standsningsforbud på den vestlige side af M. P. Bruuns Gade, fordi busserne i stedet skal den vej igennem. Samtidig giver arbejdet med omdannelsen af Vesterbro Torv ensretning af Vester Allé fra Museumsgade mod Langelandsgade. Der bliver altså en del omkørsler i Midtbyen de kommende måneder. Der vil være skilte på alle berørte strækninger.
Kommentarer