112

Specialpatruljen opdagede narkohandel på gaden

Foto: Kim Matthäi Leland

Civilklædte betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje var torsdag aften på patrulje i Aarhus C, da de kl. 22.15 opdagede en narkohandel på Fredens Torv. 

Betjentene så en 24-årig mand sætte sig ind på passagersædet af en bil, der holdt ind til siden. Her skete der tydeligvis en udveksling mellem den 24-årige og den 28-årige mand, der var fører af bilen. 

Specialpatruljen gav sig nu til kende, og begge mænd blev anholdt og visiteret, og bilen blev ransaget. 

Den 24-årige havde en pose med en mindre mængde kokain i hånden, og han blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Den 28-årige havde en salgspose med kokain på sig, og gemt i bilen lå flere salgsposer med kokain, hash og skunk. 

Stofferne blev beslaglagt, og den 28-årige blev sigtet for narkosalg. Da han virkede påvirket af stoffer, blev han desuden sigtet for narkokørsel. 

Kommentarer