Hans Peter Madsen debuterer med en novellesamling, der vil mange ting: hæve barren for journalistikken, sige noget om den politik, der føres – og undersøge, hvordan vi foretrækker vores lydord.

”Jeg tror, det er på tide nu. Vi skal lave den revolution, Ove. Vi skal lave den revolution.” Sådan slutter novellen om en buschauffør i 30’erne eller 40’erne. Han er en helt. Eller okay, så er han heller ikke mere en helt end det, men han er i hvert fald et smukt eksempel på en karakter i Hans Peter Madsens ofte sjove og finurlige univers, hvor kødet stopper med at rådne, sproget afrettes under sorgramte omstændigheder, og hvor Sverre kun råber LUDERSO af folk, når han har en deadline, hvilket vil sige mandag og torsdag. Og hvor meget forskellige mennesker beskrives med lige dele absurde optrin, lyriske betragninger og genkendeligt rørende personer til følge: ”Jeg har en gåtur, jeg skal på, jeg har en himmel, jeg skal se i sin helhed.”

Brænd huset ned, giv træet vand er Hans Peter Madsens (f. 1995) debut som forfatter. Han er uddannet i Litteraturhistorie fra Aarhus Universitet og arbejder som korrekturlæser, oversætter og forlagsredaktør. Og nu er det hans egen tur til at være afsender på en novellesamling.

”Novellerne vil meget, måske næsten for meget. To af novellerne vil gerne ændre Danmarks flygtningepolitik; en vil gerne højne standarderne i dansk journalistik; en vil gerne have folk til at stemme på Enhedslisten; en vil gerne gøre opmærksom på forskellen på politikernes kroppe og deres politik; og en vil gerne ændre Finansministeriets regnemodeller. Vil jeg også alt det? Jo da. Men først og fremmest vil jeg, at litteraturen skal ville noget, menneskeligt og litterært, men også (parti)politisk,” fortæller den debuterende forfatter.

Novellesamlingens titel refererer til Andrej Tarkovskijs sidste film, Offeret, hvor et brændende hus og et udgået træ bliver symboler på henholdsvis revolution og reform. Brænd huset ned, giv træet vand udkommer den 8. april, hvor alle vil kunne læse, hvordan disse storpolitiske symboler fletter sig sammen med det evige spørgsmål om, hvilken snack det egentlig er, Lars Løkkes nosser ligner.