Samfund

Stem nu: stop smitten og øg trivslen blandt unge

Aarhus Kommune vil hjælpe med at øge trivslen blandt de unge under coronanedlukningen. Ni projekter er med i afstemningen om at få del i 50.000kr. Stem inden den 24. januar.

Ni corona-venlige projekter har søgt om at få del i de i alt 50.000 kr., som Ungekriseledelsens deltagerbudget består af. Stem på dine favoritprojekter, før afstemningen slutter mandag d. 24. januar. Det op til dig at sørge for, at netop dine favoritprojekter bliver realiseret.

Borgere, organisationer, foreninger og virksomheder har i efteråret søgt del i Ungekriseledelsens deltagerbudget. De har meldt sig på banen med en masse stærke og kreative projekter, som skal nedbringe smitten og øge trivslen blandt kommunens unge i en svær tid.

I alt ni projekter er det blevet til. Men din stemme kan være afgørende for hvilke projekter, der bliver til virkelighed. Det er nemlig de projekter med flest stemmer, der får penge til at føre deres projekter ud i livet.

Projekterne du kan stemme på:

1: Make a mask & wear a mask!

Lær at lave dit eget mundbind og få det præcis, som du vil have det.

2: Banko for fællesskabet 

Et online bankoarrangement med en kendt lokal vært, en masse fede præmier og sjove indslag i løbet af aftenen.

3: Run for friendship mod corona

Et corona-venligt projekt, som kan hjælpe aarhusianerne med at forblive sociale og aktive i disse svære tider med ugentlige løb, styrketræning og boldspil.

4: Ice Ice Baby 

Med god afstand og masser af sprit, er der mulighed for at få et frirum på skøjtebanen med sine venner og andre unge Aarhusianere.

5: Send et smil

Skriv et postkort til nogen, du kender, og send dem varme hilsner og tanker i en mørk og kold tid.

6: Øjenkontakt

Pop-up workshop med fokus på øjenkontakt og åbenhed mellem folk.

7: Ung TV for unge i coronatid 

Produktion af fem TV-indslag om at holde motivationen og humøret oppe, samt at holde sig ”aktiv” ved at deltage i fællesskaber og online arrangementer i denne svære tid.

8: Engagerede fysiske og virtuelle læsefællesskaber for unge i Aarhus 

Et skønlitterært træf for at udbrede læsefællesskaber for unge i Aarhus. Foreningen vil skabe endnu flere stærke fællesskaber gennem litteraturen.

9: Vinstuens online musik-bingo

Online musik-bingo hver lørdag med god musik, sjove konkurrencer og fede præmier.

Her kan du stemme på projekterne.

Hvad er et deltagerbudget?

Deltagerbudgettet er et beløb på i alt 50.000 kr., som kommunen lægger ud til borgerne, for at borgerne kan være med til at bestemme, hvordan pengene bruges bedst.

De projekter, der får flest stemmer, får del i deltagerbudgettet, og ophavsmændene skal derefter selv realisere idéen.

Hvem er ungekriseledelsen?

Ungekriseledelsen er initiativet bag deltagerbudgettet og en masse andre projekter, som har til opgave at nedbringe smitten og øge trivslen blandt unge i Aarhus Kommune.

Samskabelse er et af Ungekriseledelsens kodeord, og vi har siden oktober arbejdet tæt sammen med 18 frivillige repræsentanter fra byens ungeliv om blandt andet at idégenere og konceptualisere projekter, som kan nedbringe smitten og øge trivslen blandt kommunens unge.

Deltagerbudgettet er netop opstået for at lade alle kommunens unge være medbestemmende om at udvælge præcis, hvilke tiltag de kunne tænke sig fandt sted i Aarhus i den nærmeste fremtid.

Kommentarer