Stjal penge fra kasseapparat fra butik på Lille Torv
Onsdag kl. 13.36 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra et butik på Lille Torv i Aarhus, hvor en mand kort forinden havde stjålet penge fra kasseapparatet. En medarbejder havde været i færd med at ekspedere en kunde, da hun pludselig kunne høre, at kasseapparatet gik op. Da hun kiggede derhen, så hun en mand, der hurtigt satte kurs mod rulletrappen.
Medarbejderen skyndte sig hen til kassen, som stod åben, og kunne konstatere, at der manglede nogle penge. Hun fik fat i sin chef, der fik kontakt til manden, inden han nåede at forlade butikken, hvorefter de kontaktede strøgvagterne, der hjalp med at tilbageholde manden, indtil politiet ankom.
Den 46-årige mand blev fundet i besiddelse af de pengesedler, der manglede i kassen, og han blev derfor sigtet for tyveri fra kasseapparat. Butikschefen gav herefter manden besked om, at han ikke længere var velkommen i butikken.
Kommentarer