STJERNESKUDDET STELLA ANNONCERER FØRSTE KONCERTER NOGENSINDE
Stella tryllebandt alle sine nye lyttere, da hun i oktober 2021 udgav sin debutsingle ’Modern Girl Poetry’, som spenderede flere uger i den øverste halvdel af P3-listen. Med efterfølgeren ’Listen Now’, som pt. er P3’s mest spillede sang i 2022 med tre uger i A-rotation, har Stella allerede bevist, at hun er værd at holde øje med.
Det er ikke længe siden, at den kun 21-årige Stella flyttede fra Assens på Fyn til København med den ene mission om at lave musik. Med et hav af enormt flotte sange liggende planlægger hun at udgive mere musik i de kommende måneder, så når Stella gæster HeadQuarters i Aarhus september 2022, så er det med ny musik i ryggen.
Publikum kan nu glæde sig til Stellas første koncerter og til at opleve hvordan rummet bliver overtaget af hendes gribende vokal, når hun begynder at synge. Hendes store stemme stiller sig i kontrast til hendes intime nærvær på scenen, når hun indtager en nærmest ikonisk positur foran mikrofonen. Der opstår en dragende effekt op imod Stella, når hun synger sine ofte både kraftfulde, men samtidigt også meget vedkommende sange.
“Jeg har skrevet sange længe, så at se mine første numre få så meget kærlighed, er virkelig fantastisk og surrealistisk. Det fejrer vi til september, hvor jeg endelig skal ud at spille min musik live for første gang. Håber så meget at vi ses!” udtaler Stella.
Debutsinglen ’Modern Girl Poetry’ er en neo-soul-rocket kombination, der drager paralleller til britiske sangerinder som Joss Stone og Amy Winehouse, hvor efterfølgeren ’Listen Now’ har en mere up-tempo melodi og stemning, selvom teksten bestemt ikke er af den positive slags. Stella kommer med mere musik i 2022 og publikum kan endelig se hende live for første gang nogensinde, når hun spiller på HeadQuarters i Aarhus onsdag d. 14. september.
Koncerten afholdes på: HeadQuarters, Valdemarsgade 1, 8000 Aarhus
Kommentarer