Aarhus By

Stor interesse for at designe fremtidens Musikhuspark i Aarhus

Foto: Jonas Høholt

Der er stor interesse for at komme med forslag til den fremtidige Musikhuspark. 18 arkitektteams fra ind- og udland har søgt om at komme med i konkurrencen om at omdanne parken, og af dem er seks nu udvalgt til at komme med konkrete forslag til fremtidens park.

Seks tværfaglige teams er nu prækvalificeret til at komme med forslag til omdannelse af Musikhusparken. Der er både lokale og internationale arkitektfirmaer blandt de seks teams, der skal komme med forslag til at skabe en ny Musikhuspark i Aarhus.

Den kommende Musikhuspark bliver et af Aarhus Kommunes strategisk vigtige byrumsprojekter. Med udgangspunkt i en kobling af bynatur, kultur, kunst og fællesskaber skal byparken skabe en ambitiøs og nærværende grøn bypark i international klasse, centralt i Aarhus Midtby. Projektets styregruppe, der består af repræsentanter fra Aarhus Kommune, ARoS og Foreningen Realdania, har udpeget seks ansøgere, der nu er blevet prækvalificeret til at deltage i arkitektkonkurrencen.

De seks arkitektteams er:

Schønherr, underrådgiver HABITATS og Morten Stræde

STED By og Landskab, underrådgiver Gjøde og Partnere Arkitekter samt AFRY

C.F. Møller, underrådgiver SUPERFLEX og MOONN

Cobe, underrådgiver MOE og Vildskab

DETBLÅ

Inside Outside, underrådgiver SLETH, EKJ Rådgivende Ingeniører

Musikhusparken skal omdannes i forbindelse med udvidelsen af ARoS med The Next Level.

Udvidelsen, der er i fuld gang, strækker sig ud i Musikhusparken. Derfor har Byrådet besluttet, at parken skal omdannes samtidig med udvidelsen, så begge dele står klar i 2025.

Kultur og Borgerservice har i foråret gennemført en omfattende borgerinddragelse, hvor flere end 5.000 borgere kom med ideer og inspiration til den kommende Musikhuspark. De mange input vil nu indgå i arkitekternes arbejde.

I den første fase af arkitektkonkurrencen skal de seks arkitektteams komme med en overordnet idé og et hovedgreb. I januar 2023 udpeger Bedømmelsesudvalget for Musikhusparken de forslag, som skal gå videre til konkurrencens næste fase. Forslagene bliver i den forbindelse offentliggjort, og borgerne får mulighed for at kommentere dem. Borgerne bydes også ind til at komme med input til de færdige forslag, som udarbejdes i konkurrencens anden fase. Det endelige vinderforslag bliver udpeget i 2023.

Det samlede budget forventes at blive 44,5 millioner kroner. Realdania støtter omdannelsen af Musikhusparken med 16,3 millioner kroner.

Kommentarer