Debat og politik

Stormøde om hjælp til ukrainske flygtninge i Aarhus

Foto: Aarhus Kommune.

Borgmester og rådmand i Aarhus Kommune inviterer alle aarhusianere, civilsamfundsorganisationer og andre aktører der ønsker at hjælpe ukrainske flygtninge til stormøde.

På baggrund af den frygtelige situation, som de seneste mange dage har udspillet sig i Ukraine, arbejder Aarhus Kommune på at sikre, at de er klar til at tage godt imod de ukrainske flygtninge, som kommer til byen.

Men det er ikke kun Aarhus Kommune, der arbejder på sagen. Rigtig mange frivillige aarhusianere og civilsamfundsorganisationer har allerede tilkendegivet, at de ønsker at hjælpe. 

Derfor inviterer borgmester Jacob Bundsgaard og social- og beskæftigelsesrådmand Anders Winnerskjold alle aarhusianere, civilsamfundsorganisationer og andre aktører – som ønsker at hjælpe ukrainske flygtninge i Aarhus – til et stormøde:

Tirsdag den 8. marts klokken 17:00-18:30 på Aarhus Rådhus i rådhushallen

”I disse dage kredser mine tanker meget om krigen i Ukraine, som naturligt berører os alle. Formentlig bliver krigens konsekvenser snart meget konkrete her i Aarhus, når de første flygtninge begynder at komme, og det skal vi som by forberede bedst muligt. På tirsdag er der arrangeret et stormøde på rådhuset for de frivillige organisationer, som vil hjælpe de ukrainske flygtninge. Jeg håber, at alle vil være med til at tage rigtig godt imod de ukrainere, som kommer til Aarhus”, siger borgmester Jacob Bundsgaard.

På stormødet vil der være en orientering om status for tilstrømningen, opholdsgrundlag og Aarhus Kommunes rolle samt orientering om de kommunikationsplatforme, man som borger kan tilgå, hvis man ønsker at hjælpe.

”Det er en opgave, som vi kommer til at løfte i fællesskab. Og det er vigtigt, at vi får organiseret og koordineret vores hjælp, så alle gode kræfter bliver brugt der, hvor behovet for hjælp er størst. Her spiller civilsamfundsorganisationerne en stor rolle. Derfor vil der på stormødet også være mulighed for at frivillige og organisationer kan netværke og forhåbentlig ”finde hinanden” og lave gode aftaler om at hjælpe de ukrainske flygtninge, der kommer til Aarhus. Jeg håber, vi bliver rigtig mange i rådhushallen på tirsdag ”, siger rådmand Anders Winnerskjold.

Læs mere om Aarhus Kommunes samarbejde med de frivillige organisationer om at hjælpe ukrainske flygtninge på aarhus.dk/ukraine.

Kommentarer