Studerende drømmer udstilling frem på Moesgaard Museum
Drømme kan være store som små, bizarre som banale, bevidste som ubevidste – og alt imellem. Én ting er dog sikkert: Vi drømmer. Tirsdag 22. juni åbner Moesgaard Museum årets studenterudstilling, hvor alle slags drømme bliver udfoldet og udforsket.
Med udstillingen ’Vi drømmer’ inviterer 54 antropologistuderende på Aarhus Universitet museets gæster til at drømme med og dykke ned i seks fragmenter af drømmenes verdener. For hvad drømmer vi egentligt om? Hvad betyder vores drømme? Og hvordan forholder vi os til dem?
’Vi drømmer’ handler om drømme på tværs af tid, sted og tilstande. De studerende håber, at årets udstilling vil sætte gang i tanker og refleksioner om drømmes betydninger i livet.
”Drømme fører os væk fra verden, som vi kender den, eller tæt på det, som vi brændende ønsker os. Nogle drømme brister, nogle forandrer sig, mens andre udfoldes, udleves, opfyldes. Drømme er både noget personligt, men drømme kan også være en del af vores fælles forestillinger,” fortæller Johanne, der er bachelorstuderende i antropologi.
I udstillingen møder gæsterne hverdagens drømmere, som de usynlige forældre, der drømmer om et barn, og de rodløse drømmere, der ikke ejer et hjem. Man hører om drømme gennem et langt liv og drømme om at opgradere kroppen med teknologi. Man får indblik i nattens drømme og kommer med på en rejse ind i grænselandet mellem det vågne og det sovende.
Den viden, som udstillingen bygger på, har de kommende antropologer indsamlet gennem feltarbejder rundt omkring i Danmark. De studerende har – i samarbejde med Moesgaard – selv udformet udstillingen lige fra den første skæve idé til hvert elements endelige placering i museets udstillingslaboratorium.
Studenterudstillingen er et samarbejde mellem Aarhus Universitet og Moesgaard Museum. Det, der oprindeligt startede med små plakater, som de studerende hængte op på museet, er i løbet af de sidste fem år blevet større og større. I dag er studenterudstillingen en unik tradition, som giver de studerende mulighed for at formidle deres viden til den bredere befolkning.
’Vi drømmer’ kan opleves på Moesgaard Museum fra 22. juni til 26. september.
Kommentarer