Samfund

Styrket smitteopsporing efter udfordringer i december

I december kom smitteopsporingen under pres som følge af kraftigt stigende smittetal. Efterfølgende er der taget en række initiativer til at styrke smitteopsporingen. Nogle indsatser er allerede implementeret, andre er igangsat eller på vej. De seneste tal viser, at der er sket en væsentlig forbedring i andelen af smittede, som smitteopsporingen opnår kontakt til.

Styrelsen for Patientsikkerhed har udarbejdet en rapport over aktiviteten i smitteopsporingen i 4. kvartal 2020. Rapporten viser en kraftigt stigende aktivitet, særligt mod slutningen af 2020, men desværre også udfordringer med kontakten til de smittede. Udfordringerne skyldtes primært hastigt stigende smittetal, som blev forstærket af en markant øget testaktivitet i december, hvor der derfor blev fundet flere smittede.

Efterfølgende er der sket en yderligere opskalering af smitteopsporingen, som gør det muligt både at håndtere flere smittede og følge mere intensivt op. Det har allerede nu betydet, at antallet af smittede, der ikke etableres mundtlig dialog med, er reduceret fra 13,9 procent i december til aktuelt ca. 2 procent. Derudover har Regeringen og Styrelsen for Patientsikkerhed med input fra blandt andet eksperter i smitteopsporing taget initiativ til en række indsatser, der skal styrke og forbedre smitteopsporingsindsatsen yderligere.

Kapacitet

Den nuværende kapacitet opnormeres. Der sigtes efter en kapacitet til håndtering af 7.500 smittede og deres nære kontakter dagligt ud fra de aktuelle forudsætninger og opgaver i smitteopsporingen. Dette gøres bl.a. med bistand fra andre offentlige og private aktører, herunder en ny aftale med ATP, som skal bidrage med ca. 700 medarbejdere.

Hurtig smitteopsporing efter quick-test

Coronaopsporing vil etablere et tæt samarbejde med private testcentre, der tilbyder quick-test, så smitteopsporingen kan begynde via en direkte telefonlinje, inden den smittede forlader teststedet.

Målrettet indsats mod særligt smitsomme virusvarianter

Der er etableret en Task Force i Styrelsen af Patientsikkerhed for udvalgte virusvarianter. Indsatsen i forhold til personer smittet med disse varianter, samt deres nære kontakter, får en særlig prioritet. Task Forcen bemandes med erfarne medarbejdere og går længere ud og frem i smittekæderne, så risikoen for smittespredning af de særligt smitsomme virusvarianter begrænses mest muligt.

Forstærket opfølgning på isolation

For at bryde smittekæderne er det afgørende, at smittede og nære kontakter isolerer sig, som de skal. Derfor får alle smittede og deres nære kontakter isolationsopkald, hvor de bl.a. bliver spurgt ind til, om de stadig isolerer sig, om der er noget, de har brug for bistand til, og om de har fået kontaktet deres nære kontakter. Kommunerne har samtidig fået en ny mulighed for at bistå med direkte kontakt til smittede borgere med henblik på bistand til isolation og dermed understøtte, at smittede og nære kontakter kan isolere sig effektivt og kan få hjælp til fx indkøb. Kommunerne kan også opsøge de borgere, som Coronaopsporing ikke kan få fat i. Det er samtidig målet, at isolationsfaciliteter skal anvendes og udbredes i højere grad. Flere skal hjælpes til at overholde selvisolation. Fx ved at der arrangeres transport til en isolationsfaciliter, når Coronaopsporing får kontakt med en smittet.

Ekstern ekspertgruppe bistår Styrelsen for Patientsikkerhed

Der er etableret en ekstern følgegruppe med eksperter, som bistår Styrelsen for Patientsikkerhed i den løbende udvikling af smitte- og kontaktopsporingsindsatsen.

Kommentarer