Kultur

The Savage Rose – Sangen for livet tour 2022

Foto: Train

The Savage Rose har for længst rundet 50-års jubilæet på den danske musikscene, men bandet er på ingen måde et livenavn der hører fortiden til – tværtimod. I 2022 er The Savage Rose aktuel med en koncertrække, hvor publikum bliver lukket længere ind end nogensinde før. Bandet vil grave dybt i det store bagkatalog og skabe en koncertoplevelse der bevæger sig mellem det musikalsk nøgne soul og akustiske ballader til bandets lyriske og poetiske sangunivers.

Debutalbummet ’The Savage Rose’ udkom i 1968 – hvor det var med til både at revolutionere den danske rock og samtidig definere den som en helt selvstændig kunstart. Siden er det blevet til en lang række plader bl.a. ’Dødens Triumf’, ’Black Angel’ & ’Homeless’. Bandets bagkatalog tæller både store kunstneriske og kommercielle succeser, og plader udgivet i små oplag. Der har været albums udgivet på store etablerede selskaber og andre indspillet for egne midler og udgivet på små alternative selskaber, fordi budskabet og indholdet var så vigtigt, at det skulle ud.

Siden bandets start i 1967, har The Savage Rose både fysisk og musikalsk været på én lang rejse gennem mange af verdens lande, bl.a. på tournéer gennem store dele af USA og Europa. De har spillet koncerter i krigshærgede flygtningelejre i Mellemøsten og til støtteevents for strejkende arbejdere og undertrykte folk rundt om i verden. Den lange rejse og de mange oplevelser har sat sine spor i såvel musikken som lyrikken, som David Fricke fra det amerikanske Rolling Stone Magazine skriver: ” The Savage Rose are not prisoners of history – because they never stopped making it.”

Den aktuelle liveudgave af The Savage Rose kommer ubesværet rundt i sange fra hele den lange karriere – både de helt nye og de gamle, der efterhånden er blevet til rene klassikere.

FAKTA

TRAIN

16. marts 2022

Koncertstart kl. 20.00 (Dørene åbner kl. 19.00)

DKK 320,- (+ gebyr)

Billetsalget starter: 18. november kl. 18.00

Forsalgslink: https://www.ticketmaster.dk/event/T220316?language=da-dk&camefrom=traindk&brand=dk_train

Kommentarer