To stole blev stjålet, sat til salg og fundet igen
Natten til mandag kl. 04.15 hørte en 25-årig mand et brag nede fra gaden på Chr. Wærums Gade i Aarhus. Da han kiggede ned på gaden gennem vinduet, kunne han se en person gå ind af et smadret vindue og komme ud igen med to stole i hænderne i retning mod Aalborggade.
En kvindelig beboer i en naboejendom havde også hørt braget og kiggede ud fra sit soveværelse, hvor hun også så personen stå med to stole i hænderne. Hun råbte af ham, hvorefter han løb ad Aalborggade mod syd med en stol i hver hånd. Der blev sendt en patrulje til stedet for at lave en gerningsstedsundersøgelse, men gerningsmanden var ikke at finde nogen steder.
Senere på dagen blev politiet kontaktet af den kvinde, der ejer butikken, der havde haft indbrud. Hun oplyste, at hun havde fundet en annonce på DBA, hvor der var sat to stole til salg, som hun var 100% sikker på var de stole, der var stjålet fra butikken.
På den baggrund kørte en patrulje ud til den adresse, der var tilknyttet salgsannoncen. Her traf betjentene en 44-årig mand, der blev sigtet for indbrud – subsidiært hæleri. Ved ransagning på adressen fandt betjentene dog ikke de stjålne stole. Efterfølgende kontaktede betjentene en 31-årig mand, som de havde fået mistanke om, også havde været involveret i indbruddet. Han blev ligeledes sigtet i sagen, men stolene var heller ikke at finde på hans bopæl.
Senere på aftenen fik politiet et tip om, hvor stolene befandt sig, og de blev hentet og bragt tilbage til rette ejer. Sagen bliver nu efterforsket nærmere med henblik på at finde ud af, hvilke roller de to mænd har haft, og om der kan have været andre personer involveret i forbindelse med indbruddet og det efterfølgende forsøg på at sælge stolene videre som hælervarer.
Kommentarer