Kultur

Train inviterer til koncert med The HU

Foto: PR

The HU bringer deres unikke kombination af heavy metal og traditionel musik fra Mongoliet tilbage til Danmark.

The HU startede med at lave musik i 2016 og fik hurtig massiv interesse fra internationale musikmedier og fans verden over. Bandet, der kommer fra Mongoliet, kombinerer heavy metal med traditionel mongolsk strubesang og har på den måde skabt en helt unik lyd. Deres første to videoer, ’Yuve Yuve Yu’ og ’Wolf Totem’ gik viralt og bandet fik hurtigt stor international succes.

The HU kalder deres stil Hunnu Rock, inspireret af Hunnu, et mongolsk imperium fra oldtiden. Nogle af bandets tekster indeholder mongolske kampråb og lyrik som bliver udfoldet over et betagende lydbillede. De kombinerer traditionelle mongolske instrumenter, såsom en Morin Khuur, der er en form for violin, en Tovshuur, hvilket er en mongolsk guitar og en Tumur Khuur, der er en mongolsk udgave af en harpe. Dertil tilføjer de selvfølgelig deres signatur, den dybe strubesang, og selvfølgelig, bombastisk bas og trommer som vi kender det fra rock.

Bandet udgav deres debutalbum ’The Gereg’ i 2019, hvilket hurtigt blev efterfulgt af en deluxe-udgave i 2020. Ordet gereg blev brugt om det første diplomatiske pas i det mongolske imperium under Genghis Khan. Seneste udspil fra bandet er singlen ’This Is Mongol’ som udkom tidligere på året og hvis det er en indikator for hvad fremtiden byder for The HU, så er der masser af Hunnu Rock-baskere på vej.

Gør klar til et dobbelt Hunnu Rock-brag når The HU gæster Danmark i Den Grå Hal i København og Train i Aarhus til efteråret.  

Info

1. november 2022

Koncertstart kl. 20.00 (Dørene åbner kl. 19.00)

DKK 275,- (+ gebyr)

Billetsalget starter: fredag d. 1. juli kl. 10.00

Forsalgslink: https://www.ticketmaster.dk/event/T221101?language=da-dk&camefrom=traindk&brand=dk_train

Kommentarer